Terror i Århus

For et par uger siden skulle jeg have oplevet min lillesøster synge i operaen i Kolding. Jeg er stor operaentusiast, og kunne måtte indrømmet sluge en lille ærgrelse over at det blev hende og ikke mig, der først debuterede i en opera. Det var dog med stor og glædelig forventning jeg købte min togbillet til Kolding hin onsdag for tre uger siden.

Jeg kom til at overvære en ganske anden forestilling.

Ikke fordi den stod tilbage for ”La Boheme” i hverken dramatik eller tragik. Jeg havde placeret mig mageligt i et blåt sæde, og allerede belavet mig på at finde min medbragte suppe frem. Folk søgte efter pladser, baksede med bagage og alle gjorde de ting man nu gør i et tog.

Så lød da den noget nervøse og forvirrede højttalerbesked: ”Der er en bombetrussel mod Bruuns Galleri. Alle skal forlade toget og gå op på gaden ad trappen på perronen”. Beskeden mødtes med spredt forvirring, men absolut ingen panik. Situationen var jo ikke just ny. Ærgerlig pakkede jeg min suppe ned i tasken igen og gik mod udgangen. Beskeden blev gentaget, men uddybedes ikke da man angiveligt ikke vidste mere.

Jeg tænkte at den letteste måde at evakuere alle disse mennesker på ville være at køre toget ud af banegården og væk fra Bruuns Galleri. Men så let skulle det ikke være…

Altså stod vi der på gaden. ’Vi’ skriver jeg, for vi var virkelig en gruppe. Nærmere bestemt en flok togpassagerer uden tog, hvilket vel kan sammenlignes med en flok får. Alle ventede, men ingen vidste hvad der nu ville ske. Og frem for alt var der jo intet informationssystem og ingen styring som kunne sørge for at noget kunne ske. Derfor blev man der hvor man var. Jo mere jeg tænkte efter jo mere klart blev det at jeg ikke ville komme af sted.

Det er den afventende situation som efterhånden er kendt fra TV når noget stort og uventet er sket. Der manglede bare speakerstemmen, og de regelmæssige klip til studiet. Selv når intet er klart er det dog betryggende at Tv har et fikspunkt i journalisten på stedet. Nu var alt imidlertid usikkerhed. I tilbageblik er det interessant at jeg slet ikke regnede med muligheden for et reelt terrorangreb. Der var heller ikke skyggen af panik at ane hos nogen andre.

Nej vi var alle snarere beskæftigede med hvornår toget ville køre igen. Derfor stod folk paradoksalt nok og flokkedes på M. P. Bruuns Gade klods op at det bombetrusselsramte Galleri. Hvad skulle man ellers gøre? Hvad nu hvis alarmen blev afblæst… Tænk hvis vi alligevel kunne komme af sted…

Jeg kom ikke af til Kolding. Alarmen blev først afblæst efter at Rullemarie havde været i centret – tilkaldt fra Skive Kasserne. Det blev senere klart at der slet ikke havde været nogen trussel, men blot en mistanke, nærmere bestemt en uskyldig kuffert glemt på et toilet.

Jeg er klar over at jeg ikke er den første der oplever dette halløj. Havde der været tale om en reel trussel så havde jeg også gerne taget min del af ubehagelighederne. Men dette er ikke reelt på nogen måde. Det er over-hysteri.

Skal man standse trafikken i det halve land hver gang nogen glemmer en kuffert på et toilet? Det var Banegårdens vurdering. Men vurderingen støtter sig på stort set ingen konkret viden om situationen. Terrortruslen er nemlig aldeles ukonkret. Ingen ved hvordan næste angreb vil se ud, hvor det vil komme og hvad man kan gøre for at forhindre det. Altså kan ingen bedømme præcis hvor hysterisk man bør være over en kuffert.

Men en ting må man da kunne forlange. Hvis det fremover skal være hverdag at man evakuerer banegårde og indkøbscentre på grund af så lidt, så kan man ikke vente på Rullemarie fra Skive kasserne. Det kan ikke være for meget at forvente at der står en Rullemarie og trænet personale i alle større banegårde, samt måske de største indkøbscentre. Så kan alarmen i det mindste blive afblæst hurtigere en den blev den onsdag.