Katastrofen og mig

Tsunamien og jordskælvet i Pakistan bragte danskerne til lommerne. Sådan så det i hvert fald ud i den massive selvfremstilling som har fulgt nødhjælpen. Sammen med nyheden om katastrofen har hele tiden været fortællingen om vores forhold til katastrofen. Hvor meget vi føler med de ramte og ikke mindst hvor rekordhøjt et beløb vi har doneret til hjælp.

Her under katastrofe nr. to fortælles det således perspektiverende at danskerne kun har givet en tolvtedel af hvad de gav til ofrene for tsunamien. Man undrer sig, og udtænker kreative forklaringer såsom at danskerne ”kan forholde sig til Thailand hvor de har været” mens Pakistan er anderledes ukendt. Jeg har nu aldrig været i hverken Thailand, Indonesien, Indien eller Sri Lanka og kan ikke rigtig se hvilken relevans det så skulle have.

Problemet er at man forventer at folk giver flere penge, jo alvorligere katastrofen er. Men sådan er mennesker ikke indrettet. Der er mange faktorer der bestemmer hvor meget folk giver, og de spiller sammen og danner en unik kombination hver gang. Det betyder f.eks. meget om

- er der tv-billeder af katastrofen
- kommer katastrofen tæt på en anden katastrofe
- er der troværdighed om de meldinger der kommer fra indsamlerne

Tv betyder utrolig meget, men det kan ikke formidle den situationens alvor som organisationerne savner bevidsthed om. Tv kan bevæge folk til at give en masse penge, sådan som det skete efter tsunamien. Men hvis man tror folk gav så meget pga. katastrofens faktuelle omfang og forventer det samme nu pga. denne katastrofes fuldt ud sammenlignelige omfang, så tager man fejl. Tv kan meget, men er dårligt til at formidle fakta. Vi kan se billederne, men synes vi har set den slags før, og nu er vi ærligt talt træt af al den katastrofesnak.

Nu er spørgsmålet også: hvorfor skal størrelsen af nødhjælpen afhænge af min evne til at aflæse katastrofens omfang og alvor ud fra nogle tv-billeder? Ja, ville nogen sige, for så det er vigtigt at vi engagerer os i nødhjælpen, ligesom det er vigtigt at vi ikke blot giver af automatik; at nødhjælpen så at sige kommer fra hjertet. Men der er mange gode grunde til at kæmpe imod denne privatiserede nødhjælp.

1. Rent praktisk er jeg imod den fordi den, udover det uundgåelige bombardement med tv-billeder (som tv lever af) også medfører en sammenstimlen af nødhjælpsorganisationer på alle pladser, gågader og biblioteker. De kræver hver især opmærksomhed for netop deres sag, og tvinger giveren til at vælge.
2. Nødhjælp er ingen konkurrence. De forskellige organisationer arbejder sammen om et fælles mål. De modtager dog penge hver for sig, og det skete i sidste katastrofe at nogle fik for mange penge mens andre fik for få.
3. Private donationer og selvforherligelse går ofte hånd i hånd under store katastrofer og kan kulminere i store tv-shows som får folk til at give endnu mere. Vi giver for at kunne se på tv hvor meget vi har givet. Yrks!
4. Der er ikke et hak mere hjerte i 100kr. givet under en indsamling end i 100kr. givet over skatten. Og den sidste løsning har den fordel at vi slipper for at tale så meget om hvad vi har givet.

Jeg synes der er al mulig grund til at beholde og forøge den statslige nødhjælp, ligesom i øvrigt den statslige ulandsbistand. Størrelsen kan man i begge tilfælde fastsætte politisk og kvalificerede mennesker kan bestemme hvordan pengene skal bruges. Det ville være ægte hjerte i, for det ville være en sikker og alvorsbestemt nødhjælp. Og vi kunne endda slippe for at bombarderes med anklagende tv-billeder der på usagligt grundlag vil give os dårlig samvittighed og med god samvittighed undgå de indsamlere der svirrer om os som fluer.