Terrorpakken og Panoptikon

Regeringen har givet os en pakke med det makabre navn ”terrorpakken”. Ikke at jeg her vil forklejne det ædle formål, nemlig at bevare liv og frihed og forhindre terror i at ramme os, men man bør dog alligevel passe på at dette ikke gøres gennem forkastelse af alle tidligere principper.

Det er ellers ikke så svært al den stund disse principper hedder ret kedelige ting såsom ’forbud mod registersammenkøring’ eller ’krav om retskendelse ved udlevering af oplysninger til PET fra offentlige myndigheder’. Lidt mere bid er der i diskussionen om overvågning af offentlige pladser, for her har George Orwell forsynet os med et fremragende skrækscenarie som altid fungerer som henvisning: Big Brother-samfundet hvor et øje konstant hviler på alle.

Det er derfor lettere at være imod det sidste end det første. Derfor foreslår regeringen lettere adgang til oplysninger for PET, men ikke overvågning af offentlige pladser. Problemet er ellers det samme.

For at forstå dilemmaet kan vi passende kaste et blik tilbage i det 18. århundrede hvor Jeremy Bentham udtænkte en arkitektonisk indretning han kaldte panoptikon. Den bestod af en ringformet bygning delt ind i celler, og et tårn i midten hvorfra alle celler var synlige hele tiden, men hvor den der stod her ikke kunne ses udefra. Dette var mere end et stykke arkitektur, det var en drøm. Målet var at hele samfundet skulle være et panoptikon hvor det var muligt for ganske få mennesker at overvåge mange.

Bentham forbandt kun dette med noget positivt. At man kunne overvåge mange betød at man kunne opdrage og civilisere dem, ja at de ville civilisere sig selv i bevidstheden om overvågningen. Men panoptikonfunktionen har også en dæmoniske form, som vi kender fra Orwell. Big Brother er det alt-seende øje hvilket er betydningen af det græske pan-optikon.

Det er altså klart at et sådant øje kan være godt og det kan være ondt. Med andre ord har det karakter efter dem som bruger det. Det er noget der kan bruges og misbruges. Foucaults ord gælder her det arkitektoniske panoptikon, men kan også gælde mere generelt:

"Et hvilken som helst individ ... kan få maskinen til at fungere ... Ligesom det også er ligegyldigt hvilket motiv der motiverer ham: Den indiskretes nysgerrighed, et barns ondskab, en filosofs appetit på viden ... eller de menneskers ondskab, som finder behag i at udspionere og straffe. Jo mere talrige disse anonyme og forbigående observatører er, desto større bliver den indsattes risiko for at blive taget og sindets uro over at blive observeret." (Overvågning og straf s. 219)

Et redskab hvormed man kan overvåge folk kan bruges til alle mulige formål, og skaber netop derfor uro i sindet og utryghed. Jo mere utryghed, jo mere fuldendt det er. Når vi daglig ikke tænker på dette er det ikke fordi vi ikke kan overvåget ligeså effektivt som i Panoptikon. Registrering og overvågning er i dag utrolig fintmasket. Det, som gør de mange former for overvågning legitime er at de hver især har deres egne små formål.

Det, som er farligt er hvis overvågning løsrives fra sit oprindelige formål og stilles udenforstående til rådighed. Så åbnes muligheden for at alle de epicentriske overvågninger kan samles i ét stort øje. Det er det, der ligger i lovgivningen imod registersammenkøring. Det er ikke forbudt at føre et register, men det er forbudt at bruge det i en fremmed sammenhæng sammen med en masse andre registre.

Når man vil give PET øgede beføjelser til at hente oplysninger hos offentlige myndigheder er det også en udstyring af PET med et redskab der ligner dette panoptikon-øje. Det er der grund til at være imod. Det handler ikke om mistillid til PET, men om at redskabet ikke bør findes fordi det kan bruges.

Det meste af indholdet i Orwells ’1984’ var virkeligt allerede i hans samtid i 1948. Kun ikke det perfekte alt-seende øje var endnu kun en skrækvision. Det skal det blive ved med at være. Kun det!