Red tolerancen!

Jeg opdagede i dag for første gang at de politiske slagord nul tolerance nu findes som substantiv, som ordet nultolerance. Det kan man diskutere hvor meget man skal lægge i; jeg ser en med stor beklagelse på det. I denne uskyldige sammentrækning af to ord kan ligge en normalisering af et udtryk som oprindelig var agitatorisk og manipulerende. De, som gjorde ”nul tolerance” til slagord vidste formodentlig meget godt hvad der lå i det. Når det nu optræder med selvfølgelighed i en socialdemokratisk valgannonce må man formode at end ikke afsenderen ved hvad han egentlig siger.

Når man fører valgkamp på at udvise ’nultolerance’, så vil man typisk underforstå at modstanderen udviser tolerance over for noget man ikke bør tolerere. Når man taler om nultolerance i forbindelse med kriminalitet antyder man at der findes politikere der tolererer kriminalitet.

Inden for retorikfaget hedder den slags en ’stråmand’, og indebærer at man, med Piet Heins ord ”dutter folk en mening på hvis vanvid alle kan forstå”. Nultolerance er en sådan stråmand, men en ekstra snedig type hvor man ikke udtrykker den vanvittige mening højt, men underforstår den.

Det er naturligvis vrøvl at alle de, der ikke går ind for at straffe hårdt og hurtigt derved udviser ’tolerance’ over for kriminalitet. Det er udtryk for politisk manipulation og lidet sympatisk. Imidlertid er det ualmindelig snedigt manipuleret og har fået den konsekvens at udtrykket er blevet normalt, og bruges af folk som end ikke kender dets undertoner.

At man ikke ønsker at manipulere andre betyder dog ikke at man ikke kan lade sig manipulere af sit eget sprog. Ordet fanger, og man står til ansvar for alt hvad man har sagt.

Nultolerance er som sproglig nyskabelse et vidne om det politiske sprogs forfald og en trussel mod det daglige sprog. Det første er det mindst katastrofale. Ordet viser meget simpelt at man kan danne politiske slagord af præfixet ’nul’. Skabe politik ud af ingenting. ’Nul’ som politisk slagord vidner mere end noget om politisk idéløshed.

Endnu mere skræmmende er det at ’tolerance’ kan lanceres som et negativt ord. Det vi som danskere har været så stolte af skal nu lanceres som negativt og siddestilles udtryk som ’blødsøden’ eller ’tossegod’.

Den vigtige kamp bliver derfor kampen for at restituere tolerancen. Det skal være positivt at være tolerant. Det er lykkes til dels at gøre ’smagsdommer’ til et positivt ord selv om det var lanceret som negativt. Det burde være lettere i tilfældet ’tolerance’, for det har længe været et positivt ord.

I øvrigt er dette en ægte politisk målsætning. At være tolerant er ikke let, det kræver anstrengelse. Men netop denne anstrengelse er det, der gør tolerance til forudsætning for politik. Politik er, at tage fællesskabets anstrengelse på sig. Derfor kan man heller ikke løse kriminalitetsproblemer med slagord som ’nul tolerance’. Hvis man dermed mener at man skal slå hårdt ned på lovovertrædelser første gang, så har man taget et skridt mod et tankeløst automat-retsvæsen.

Dette retsvæsen er et embedsmændendes retsvæsen. Når en skyldig stedes for fyrsten er det embedsmænd der visker fysten i øret: ”dræb, vis ingen nåde”. Men det er den magtfuldes privilegium at vise nåde. Fyrsten er billedet på retten i sin helhed, og den skulle gerne være andet og mere end et rent mekanisk system. Den skal også afspejle den anstrengelse vi alle må gøre os for at leve med hinanden:

Tolerancen!