Formløshedens poesi
I 1860’erne skrev en 20-årig student disse smukke ord til sin kæreste:
”Kære, og hvad ville det hjælpe om jeg satte dig i superlativ og kaldte dig kæreste? Der er ting der ikke ville vinde ved at blive komparerede, der er ting, som i sig selv er så positive og absolutte, at et komparativ gør mere fra end til, derfor kalder jeg dig ”kære”; thi skønt det ikke er et stort ord efter leksikonet, så er det dog større, når jeg bruger det om dig, end alt hvad der ellers findes i sproget; sådan et ord går sin egen gang i sin egen mission, det har for længst forladt leksikonets registre for at følge de lyriske veje og forkynde en lyrisk sandhed, som er den eneste, der gælder.”
Den unge Viggo Hørup er tydeligvis stadig hildet i romanticismens sprog. Efter spørgsmålstegnet i første linie er resten af passagen skrevet i én køre med punktum til sidst. Der er noget hæsblæsende over den, som allerede kan vidne om den forelskedes trang til at sige mest muligt godt på kortest tid. Men for et nutidigt øje forekommer det tillige meget akademisk på grænsen til det kolde, når Viggo kaster sig ud i overvejelser over komparationer af ’kære’. Eller det virker, som han også selv antyder, lyrisk, hvilket egentlig ikke gør teksten varmere. Viggos tidlige breve svulmer af senromantisk patos, de indeholder sproglige billeder, henvisninger til Shakespeare og mange retoriske elementer, eksempelvis indledes hvert afsnit med ”Kære…” Næppe en tilfældighed.
Der er noget mistænkeligt ved hele denne stil (hvilket den ældre Viggo Hørup afgjort ville give mig ret i), det er som om personerne ikke ret kommunikerer, men taler i en slags skema hvor det ene medfører det andet, ikke ud fra deres egne følelser, men ud fra lyrikkens regler. Viggo aner det selv, men kan endnu ikke befri sig:
”…selv har du jo sagt ”jo mere vi taler sammen, jo længere kommer vi fra hinanden”, Folk som vi er altid udsatte for at snakke og skrive os ind i et abstrakt, intelligent, krydret-interessant noget, som ender ins Blaue – det blev da også ved overvejelserne, allerede overskriften var en stor vanskelighed – er vi nu kommet over den? Kære, er vi?”
Nej, man kan næppe sige at Viggo er kommet over sin abstrakte, intelligente, krydret-interessante fase. Det er hans egne overvejelser der er vigtigst at have med, samt det faktum at han senere blev chefredaktør på ”Organet for den højeste oplysning” og her lagde vægt på et mere sagligt, ligefremt sprog. For et nutidigt øje forekommer den patetiske stil overdreven, og man bør erindre at man dengang talte anderledes om kærlighed. Man kunne elske uden forbehold (i hvert fald når man selv skulle skrive det). Fordi man havde det privilegium at kunne elske pr. korrespondance før man kom til at bo sammen, var man fri for alle de besværligheder kærligheden også medfører. Afstanden var kun befordrende for kærligheden, og fordi denne også for en god del var litterær (selve kærlighedsbegrebet var romantisk-litterært) kunne man pakke den ind i lyriske falballader som de øverststående.
Man kan sammenligne med et nyere eksempel. I ”rend mig i traditionerne” kæmper David med at få udtrykt at han elsker pigen Ellen. Problemet her over 100 år efter Viggos kærlighedserklæringer er, at ordet ”elske” nu lyder for meget af Hollywood. David overvejer hvad han skal gøre, og når bla til at han kunne skabe et helt nyt sprog og så, mens det var helt nyt, sige til Ellen at han elsker hende. Dette er en nyere tids enorme usikkerhed ved et ord som Viggo behandlede som fortroligt. Det er næppe, som Panduros figur David opfatter det, Hollywoods skyld. For på samme måde som tusinder af hollywood-skuespillere har sagt ”I love you” til hinanden, havde på Viggo Hørups tid, hundreder af romantiske digtere brugt ordet. Det var det der gjorde det så selvfølgeligt for ham, men det samme som gør det mistænkeligt i dag. Panduro radikaliserer det ved at lade David forkaste hele sproget og ønske et helt nyt. Han vil være radikalt sig selv og slet ikke udtrykke sig på en måde nogen anden har benyttet før. Hans plan må forudsigeligt nok forkastes med det selvfølgelige argument at Ellen jo ikke ville forstå ham når han talte dette nye sprog. Vi har brug for et fælles sprog.
Der er naturligvis en person som utrykker sig gennem sproget og som så at sige står bag det skrevne. I Viggo Hørups ungdom synes denne alene at udtrykke sig gennem sproget selv. I dag er vi kommet så meget videre at de elskende som taler eller skriver som oftest er ekstremt usikre og klodsede. De har smidt formler og krydret-interessant jargon på porten, men har intet at stille i stedet. Deres tale er formløs, deres optræden håndholdt. Det som Løgstrup kaldte formløshedens tyranni er denne tilstand når den gøres til regel, når den opfattes som det mest ægte. En gylden middelvej må være mulig, at vi tror på vores ægthed, også når vi taler smukt, men at vi på den anden side også ér det, og ikke taber os selv i akademiske eller poetiske fraser.
”Kære, og hvad ville det hjælpe om jeg satte dig i superlativ og kaldte dig kæreste? Der er ting der ikke ville vinde ved at blive komparerede, der er ting, som i sig selv er så positive og absolutte, at et komparativ gør mere fra end til, derfor kalder jeg dig ”kære”; thi skønt det ikke er et stort ord efter leksikonet, så er det dog større, når jeg bruger det om dig, end alt hvad der ellers findes i sproget; sådan et ord går sin egen gang i sin egen mission, det har for længst forladt leksikonets registre for at følge de lyriske veje og forkynde en lyrisk sandhed, som er den eneste, der gælder.”
Den unge Viggo Hørup er tydeligvis stadig hildet i romanticismens sprog. Efter spørgsmålstegnet i første linie er resten af passagen skrevet i én køre med punktum til sidst. Der er noget hæsblæsende over den, som allerede kan vidne om den forelskedes trang til at sige mest muligt godt på kortest tid. Men for et nutidigt øje forekommer det tillige meget akademisk på grænsen til det kolde, når Viggo kaster sig ud i overvejelser over komparationer af ’kære’. Eller det virker, som han også selv antyder, lyrisk, hvilket egentlig ikke gør teksten varmere. Viggos tidlige breve svulmer af senromantisk patos, de indeholder sproglige billeder, henvisninger til Shakespeare og mange retoriske elementer, eksempelvis indledes hvert afsnit med ”Kære…” Næppe en tilfældighed.
Der er noget mistænkeligt ved hele denne stil (hvilket den ældre Viggo Hørup afgjort ville give mig ret i), det er som om personerne ikke ret kommunikerer, men taler i en slags skema hvor det ene medfører det andet, ikke ud fra deres egne følelser, men ud fra lyrikkens regler. Viggo aner det selv, men kan endnu ikke befri sig:
”…selv har du jo sagt ”jo mere vi taler sammen, jo længere kommer vi fra hinanden”, Folk som vi er altid udsatte for at snakke og skrive os ind i et abstrakt, intelligent, krydret-interessant noget, som ender ins Blaue – det blev da også ved overvejelserne, allerede overskriften var en stor vanskelighed – er vi nu kommet over den? Kære, er vi?”
Nej, man kan næppe sige at Viggo er kommet over sin abstrakte, intelligente, krydret-interessante fase. Det er hans egne overvejelser der er vigtigst at have med, samt det faktum at han senere blev chefredaktør på ”Organet for den højeste oplysning” og her lagde vægt på et mere sagligt, ligefremt sprog. For et nutidigt øje forekommer den patetiske stil overdreven, og man bør erindre at man dengang talte anderledes om kærlighed. Man kunne elske uden forbehold (i hvert fald når man selv skulle skrive det). Fordi man havde det privilegium at kunne elske pr. korrespondance før man kom til at bo sammen, var man fri for alle de besværligheder kærligheden også medfører. Afstanden var kun befordrende for kærligheden, og fordi denne også for en god del var litterær (selve kærlighedsbegrebet var romantisk-litterært) kunne man pakke den ind i lyriske falballader som de øverststående.
Man kan sammenligne med et nyere eksempel. I ”rend mig i traditionerne” kæmper David med at få udtrykt at han elsker pigen Ellen. Problemet her over 100 år efter Viggos kærlighedserklæringer er, at ordet ”elske” nu lyder for meget af Hollywood. David overvejer hvad han skal gøre, og når bla til at han kunne skabe et helt nyt sprog og så, mens det var helt nyt, sige til Ellen at han elsker hende. Dette er en nyere tids enorme usikkerhed ved et ord som Viggo behandlede som fortroligt. Det er næppe, som Panduros figur David opfatter det, Hollywoods skyld. For på samme måde som tusinder af hollywood-skuespillere har sagt ”I love you” til hinanden, havde på Viggo Hørups tid, hundreder af romantiske digtere brugt ordet. Det var det der gjorde det så selvfølgeligt for ham, men det samme som gør det mistænkeligt i dag. Panduro radikaliserer det ved at lade David forkaste hele sproget og ønske et helt nyt. Han vil være radikalt sig selv og slet ikke udtrykke sig på en måde nogen anden har benyttet før. Hans plan må forudsigeligt nok forkastes med det selvfølgelige argument at Ellen jo ikke ville forstå ham når han talte dette nye sprog. Vi har brug for et fælles sprog.
Der er naturligvis en person som utrykker sig gennem sproget og som så at sige står bag det skrevne. I Viggo Hørups ungdom synes denne alene at udtrykke sig gennem sproget selv. I dag er vi kommet så meget videre at de elskende som taler eller skriver som oftest er ekstremt usikre og klodsede. De har smidt formler og krydret-interessant jargon på porten, men har intet at stille i stedet. Deres tale er formløs, deres optræden håndholdt. Det som Løgstrup kaldte formløshedens tyranni er denne tilstand når den gøres til regel, når den opfattes som det mest ægte. En gylden middelvej må være mulig, at vi tror på vores ægthed, også når vi taler smukt, men at vi på den anden side også ér det, og ikke taber os selv i akademiske eller poetiske fraser.
posted by Anders Søe Plougsgaard at 7:50 AM
0 Comments:
Post a Comment
<< Home