DSBfrisk
Jeg havde engang en ven hvis kaffemaskine kunne bruges som timeglas. Vi satte vand over til kaffe, gik en lang, lang tur og en time efter var kaffen færdig. I tilbageblik burde vi nok have prøvet at afkalke maskinen, men dengang tog vi det blot for en særhed af den slags kaffemaskiner har så mange.
Det er hen ved ti år siden nu, men jeg sloges nyligen af den tanke at den kaffe der kommer ud af en sådan bryggeproces er temmelig unik. Både friskbrygget og en time gammel. Det gør jo naturligvis at ordet ’friskbrygget’ skal tages med både sukker og fløde, men ikke desto mindre findes der ét sted i landet hvor kaffen er akkurat lige så friskbrygget som hin kaffemaskines dengang; DSB.
De fleste kan togstewardessens smøre udenad og vil vide, at hun altid tilbyder "frisklavet kaffe og te". En kvalitetsbevidst læser af Ud&Se spurgte en gang hvad man laver kaffe af, når man ikke må drikke vandet i hanerne. Det beroligende svar var, at kaffen oftest laves før første afgang, og kun i særtilfælde af det udrikkelige vand - som så gøres drikkeligt ved en opvarmning til 93 grader.
Lad os nu holde fokus på det sproglige: Først og fremmest fremgår det af DSBs beroligende svar, at den kaffe som togstewardessen kalder "frisklavet" er frisk lige nøjagtig når toget ruller ud fra første station, f.eks. Københavns Hovedbanegård. Køber man en kop kaffe lige efter ankomst får man altså hvad man betaler sine 16,50 for; en frisk kop kaffe. Jeg skal ikke kunne sige hvordan den smager, men en kaffenydende bekendt af mig har prøvet den, og hævder at den kan drikkes, ja at den endda smager næsten som en kop almindelig køkkenkaffe. Så langt, så godt (!) Hvad hvis nu min bekendte var stået på toget i Horsens. Så havde kaffen stadig været "frisklavet" efter DSBs standarder, thi togstewardessen siger det samme hver gang. Det havde blot ikke ændret på at kaffen havde været 2½ time gammel, så’n i normal mennesketid. Frisk? Ja ifølge DSB!
Lad os så antage at toget havde været fyldt af kaffetørstige og relativt ukritiske rejsende, som havde drukket al den for-bryggede kaffe op. Så ville togstewardessen være nødt til at brygge nyt kaffe – fra togets vandtanke, hvis vand ikke må drikkes. Med en opvarmning til over 93 grader sikrer man at vandet ikke er direkte skadeligt, og det kommer jo alligevel til at smage af kaffe, så hvordan vandet i sig selv smager, det gør vel ingen forskel…
Kære læser, det er ment som en beroligelse: der er ikke noget at være bange for, DSBs kaffe til 16,50 gør dig ikke syg, så betal roligt 16,50 for den. Du vil næsten ikke kunne smage at den er brygget af lunkent reservevand, som egentlig ikke må drikkes.
Fokus nu. Jeg vil slet ikke snakke om den horrible disrespekt DSB viser over for kaffen, jeg vil slet ikke rive dem i næsen at deres organ, Ud&Se i månedsvis har haft en udmærket serie om kaffen opsamlet og udgivet i bogen "Til bords med verdenslitteraturen", alt imens man i togene serverer noget udrikkeligt sjask til en helt igennem uanstændig pris, det vil jeg overhovedet ikke komme ind på. Mit ærinde er rent sprogligt. For er det ikke interessant at den kaffe som er friskbrygget i København stadig er det i Horsens? At kaffens friskbryggethed tilsyneladende ikke har noget at gøre med hvornår den er brygget! Man fristes til at foreslå indførslen af betegnelsen dsbfrisk, som betegnelse for kaffe brygget inden for de sidste 3-4 timer.
Hvad angår reservevandtankskaffen så kan den meget vel være frisk brygget, men det er på vand, der har stået og skvulpet lunkent i en reservetank; som altså er alt andet end frisk. Dsbfrisk, kan altså også betegne kaffe brygget på dårligt vand.
Jeg fristes til også at foreslå indførslen af ordet dsbpris, betegnende en horribel overpris for en kaffe der i bedste fald smager acceptabelt og for det meste dårligt og hvis kvalitet kun lige er høj nok til at man ikke bliver syg af den. Men det ville være et sidespor.
Det er hen ved ti år siden nu, men jeg sloges nyligen af den tanke at den kaffe der kommer ud af en sådan bryggeproces er temmelig unik. Både friskbrygget og en time gammel. Det gør jo naturligvis at ordet ’friskbrygget’ skal tages med både sukker og fløde, men ikke desto mindre findes der ét sted i landet hvor kaffen er akkurat lige så friskbrygget som hin kaffemaskines dengang; DSB.
De fleste kan togstewardessens smøre udenad og vil vide, at hun altid tilbyder "frisklavet kaffe og te". En kvalitetsbevidst læser af Ud&Se spurgte en gang hvad man laver kaffe af, når man ikke må drikke vandet i hanerne. Det beroligende svar var, at kaffen oftest laves før første afgang, og kun i særtilfælde af det udrikkelige vand - som så gøres drikkeligt ved en opvarmning til 93 grader.
Lad os nu holde fokus på det sproglige: Først og fremmest fremgår det af DSBs beroligende svar, at den kaffe som togstewardessen kalder "frisklavet" er frisk lige nøjagtig når toget ruller ud fra første station, f.eks. Københavns Hovedbanegård. Køber man en kop kaffe lige efter ankomst får man altså hvad man betaler sine 16,50 for; en frisk kop kaffe. Jeg skal ikke kunne sige hvordan den smager, men en kaffenydende bekendt af mig har prøvet den, og hævder at den kan drikkes, ja at den endda smager næsten som en kop almindelig køkkenkaffe. Så langt, så godt (!) Hvad hvis nu min bekendte var stået på toget i Horsens. Så havde kaffen stadig været "frisklavet" efter DSBs standarder, thi togstewardessen siger det samme hver gang. Det havde blot ikke ændret på at kaffen havde været 2½ time gammel, så’n i normal mennesketid. Frisk? Ja ifølge DSB!
Lad os så antage at toget havde været fyldt af kaffetørstige og relativt ukritiske rejsende, som havde drukket al den for-bryggede kaffe op. Så ville togstewardessen være nødt til at brygge nyt kaffe – fra togets vandtanke, hvis vand ikke må drikkes. Med en opvarmning til over 93 grader sikrer man at vandet ikke er direkte skadeligt, og det kommer jo alligevel til at smage af kaffe, så hvordan vandet i sig selv smager, det gør vel ingen forskel…
Kære læser, det er ment som en beroligelse: der er ikke noget at være bange for, DSBs kaffe til 16,50 gør dig ikke syg, så betal roligt 16,50 for den. Du vil næsten ikke kunne smage at den er brygget af lunkent reservevand, som egentlig ikke må drikkes.
Fokus nu. Jeg vil slet ikke snakke om den horrible disrespekt DSB viser over for kaffen, jeg vil slet ikke rive dem i næsen at deres organ, Ud&Se i månedsvis har haft en udmærket serie om kaffen opsamlet og udgivet i bogen "Til bords med verdenslitteraturen", alt imens man i togene serverer noget udrikkeligt sjask til en helt igennem uanstændig pris, det vil jeg overhovedet ikke komme ind på. Mit ærinde er rent sprogligt. For er det ikke interessant at den kaffe som er friskbrygget i København stadig er det i Horsens? At kaffens friskbryggethed tilsyneladende ikke har noget at gøre med hvornår den er brygget! Man fristes til at foreslå indførslen af betegnelsen dsbfrisk, som betegnelse for kaffe brygget inden for de sidste 3-4 timer.
Hvad angår reservevandtankskaffen så kan den meget vel være frisk brygget, men det er på vand, der har stået og skvulpet lunkent i en reservetank; som altså er alt andet end frisk. Dsbfrisk, kan altså også betegne kaffe brygget på dårligt vand.
Jeg fristes til også at foreslå indførslen af ordet dsbpris, betegnende en horribel overpris for en kaffe der i bedste fald smager acceptabelt og for det meste dårligt og hvis kvalitet kun lige er høj nok til at man ikke bliver syg af den. Men det ville være et sidespor.
posted by Anders Søe Plougsgaard at 3:55 PM
0 Comments:
Post a Comment
<< Home