I anledning af vor nye kanon

Jeg skal her aldeles undlade at sige sige noget som helst dårligt om den nye kanon. Jeg skal undlade at kalde den nationalkonservativt navlepilleri på højt plan, undlade ord som ”statsautoriseret” og ”smagsdommer” og jeg skal i øvrigt give afkald på at have nogen som helst mening om hvor vidt Lars von Trier, Århus Universitet eller Anders And bør være med i den os påtvungne kanon.

I stedet vil jeg lægge to interessante debatter frem, den første fra politiken i 1956, den anden fra Weekendavisen i 2004.

I september 1956 bringer Politiken en kronik af den ukendte skovfoged Chr. Bjælkeby. Han føler sig kaldet til, på ”den jævne danskers” vejne at dadle ”den forfinede litteraturkritik, som kun beskæftiger sig med bøger, der går hen over hovedet på almindelige mennesker.” I 1956 var Politiken stadig en elitær avis, som skrev for at opdrage og oplyse, ikke for at tjene og underholde. Derfor var en del litteratur simpelthen for underlødig til at blive anmeldt. Bjælkeby skriver om dem: ”Samtidig er der en masse gode bøger, som min kone får fra læsekredsen. Dem står der sjældent noget om i avisen, og sker det, er det ofte på en temmelig nedladende måde.”

Bjælkeby mente med andre ord at litteraturkritikken i højere grad burde tale et sprog folk forstod og tage udgangspunkt i de bøger de læste. Det var faktisk et kontroversielt synspunkt dengang. Kronikken blev årsag til mange læserbreve skarpt inddelt i for og imod. Kritikeren Volmer Dissing kaldte det ”velfærdsstatens fuldstændiggørelse” for ”nu skal det også ved flertalsafgørelse bestemmes, hvad der er kultur.”

I 2004 synes problemet at være et helt andet. Anne Knudsen roser i Weekendavisen Tolkiens romanværk ”Ringenes Herre”, hvis popularitet ikke står til diskussion. Det falder en vis arbejdsløs programmør Ane Kirkensgaard for brystet, idet hun mener at kunne finde totalitære tendenser i værket, som gør det direkte skadeligt. ”Årsagen til dette er, at Ringenes Herre (…) påstår en absolut heroisme og styrke, gestaltet i en person, der er helt uden udtryk; i Ringenes Herre gestaltes dette overmenneske af Frodo.”

Frodo beskrives herefter som en tom figur uden indhold, som blot gør det forfatteren vil have ham til. Han er således et billede på individet under indflydelse af den totalitære magt. ”Frodo har ingen holdninger, men trækkes igennem dette wagnerske fortids- og styrke-dyrkende morads - af sin forfatter. På den måde bliver dette at identificere sig med Frodo dødsensfarligt på både det personlige og på det samfundsmæssige plan. Frodo er ikke et selvstændigt menneske, men et pædagogisk styret menneske.” (WA 2-8/1 04)

Tanken er helt ved siden af, så den skal jeg ikke beskæftige mig mere med. To af reaktionerne på læserbrevet var imidlertid interessante. Først argumenterer Anne-Marie Vedsø Olesen for Frodo og værket ved at påpege at Frodo ikke kun er en helt, men faktisk taber sin kamp til sidst i bogen. ”Totalitære helte fejler aldrig i det afgørende øjeblik som følge af menneskelig svaghed; de mister højst livet under heroiske omstændigheder.” (WA 9-15/1 04) Derefter melder en Søren Lorenzen, cand.mag i filosofi og litteratur sig med et modsvar hertil: ”Det væsentlige spørgsmål i forbindelse med diskussionen af Tolkiens evner som karakterskildrer er ikke, om han har blik for menneskelig svaghed eller ej, men om han forstår at sandsynliggøre den. Tolkiens behov for at søge tilflugt i naive mytologiske forklaringsmodeller og okkulte symboler vidner om, at dette ikke er tilfældet.” Men alt imens den gode cand.mag taler om at søge tilflugt i naiv mytologi, søger han selv tilflugt i akademisk sprogbrug og en elitisme a la Politikens. Han argumenterer for at Tolkien ”ikke er blevet og aldrig bliver en del af den litterære kanon” fordi han ”ikke forstår at sandsynliggøre menneskelige konflikter” (WA 16-22/1 04).

Det skal der altså til for at komme med i kanon. Man må formode at den gode Cand.mag har en forkærlighed for Dostojevskij og lignende. Man må derudover formode at han ikke bryder sig om at læse Iliaden, Odysseen eller Bibelen. Ja, strengt taget må alt den litteratur der er skrevet før romanens opkomst vel afskrives som ikke-kanonisk. For Det er så langt fra at litteratur altid har handlet om at ”sandsynliggøre menneskelige konflikter”.

Iliaden fortæller ikke meget om Achilleus’ eller Agamemnons tanker, men den fortæller om deres konflikter med hinanden ud fra hvad de siger. På den tid ytrede menneskelige konflikter sig mundtligt, retorisk. Det er sådan personerne i Ringenes herre også ytrer sig, hvilket Cand.mag Lorenzen har overset. Vi andre kan glæde os over den finesse ved Tolkiens værk som forbinder den til ældgamle anerkendte værker – netop dem Tolkien selv var inspireret af. Og med disse diskussioner in mente kan jeg ønske danskerne.

Tillykke med den ny kanon. Må diskussionen om den aldrig lægge sig.