Humor eller Familie-Guf?

… og så spørger Sankt Peter perkeren hvad han vil give for at komme ind i himlen. Denne ser forvirret ud og spørger ”Har kommune ikke ringet endnu?”

Og her skulle du så have grinet, hvis det ikke var fordi du sikkert kender vittigheden. Godt det samme, for mit emne er faktisk ikke sjovt. Overhovedet ikke. Det handler om hvorfor man griner af vittigheder som denne.

Man gør det først og fremmest fordi man er en del af det fællesskab vittigheden eksisterer indenfor og hvor man forudsætter en fælles bevidsthed der kan refereres til. At grine ad en sådan vittighed er at bekræfte sin egen deltagelse i fællesskabet. Det sker som bekendt ved at man forudsætter noget bestemt, ofte noget man ikke kan sige højt. I dette tilfælde forudsætter man at alle perkere er på bistand. Latteren er en bekræften hinanden i denne viden, som man ikke siger højt, men som man ved at de andre også har.

Latteren indlemmer i et fællesskab. Af og til på bekostning af andre, men det behøver ikke at være sådan. Det fælles forudsatte kan også være rettet mod en selv, f.eks. mod eget køn eller mod et neutralt faktum. Jeg vil bide mærke i det for mig mest interessante, nemlig at alle vittigheder af denne type har en pointe eller en punchline. De har en bestemt replik, hvor noget afsløres/lægges frem, og hvor spændingen udløses og man kan grine. Man griner bedst i fællesskab når man ved præcis hvornår man skal grine.

Det er selvsagt ikke al humor der har form af vittigheder som denne. Alligevel vil jeg mene at man i mange tilfælde kan genfinde vittighedens punchline. Revyviser har den også. Folk griner oftest på de samme steder. Der er imidlertid en del humor som betjener sig af helt andre virkemidler.

Min yndlingshumor er den, der betjener sig af den gode idé/den gode udførelse. En god idé, som er udført godt kan være ustyrlig morsom. Jeg anser Mikael Bertelsen for et godt eksempel, som også illustrerer hvor vigtigt det er at den udføres rigtigt. Det er sjovt at hævde at ”Frankrig eksisterer ikke”, hvis man vel at mærke bevarer den alvorlige maske, og præsenterer det som en seriøs nyhed. Og henter Ole Michelsen i studiet.

Humor kan også bestå i en leg med sproget, sådan som man gør hos ATS, ofte på barnlig, men utrolig kreativt barnlig måde. Man kan grine dels af selve de kaldenavne diverse offentlige personer får, dels af at det er muligt konstant at finde nye navne.

Og så er der en form som bliver stedse mere udbredt, man kan kalde den ekstrem-humoren. Den har mange år på bagen, men fortjener efterhånden modspil af grunde jeg vil komme ind på. Ekstrem-humor er sjov fordi den gør noget i ekstrem grad. Det kan godt ske på en subtil og avanceret måde, men det er ikke desto mindre det ekstreme der udløser latteren.

Sådan er Wulffmorgenthaler ofte, når deres striber mangler pointe og søger at kompensere med en masse blod. Og sådan er deres figur Dolph helt igennem, hvorfor han kan illustrere hvad jeg mener:

Han var faktisk rigtig sjov i sin allerførste stribe, der lød ”Vi kan ikke bruge dig fordi 1. du er blå, 2. du er en flodhest!” Her var der faktisk en morsom pointe i at sessionslederen talte til Dolph som om han var enhver anden, men afviste ham af grunde vi alle kender, han er en stor, gumpetung flodhest. I de første programmer med ham – dengang de stadig kun hed ”Wulffmorgenthaler” – var han også det han skulle være, et forstyrrende element der kom ind fra siden, råbte og så aldeles latterlig ud. Dengang kunne Mikael Wulff stadig sige ”nu synes jeg Dolph skal gå”, fordi han spillede rollen som den relativt normale, for hvem Dolph var et råbende, forstyrrende element.

At Dolph nu har fået sit eget program er noget at det, der peger hen mod at han ikke længere er forstyrreren, men selve stjernen. Det gør interessant nok at han er sjov på en lidt anden måde. Han er sjov fordi han er for meget. Det var han også før, men der var han stillet op som kontrast. Nu er han mere selvstændig, og må blive mere og mere ekstrem for at man stadig kan se at han er sjov. Der er noget stakåndet ved denne form for humor, og det kendetegner al den humor der mangler en punchline.

Der går simpelthen familie-guf i humoren. En pose familie-guf fra Lagermann er noget ulækkert, klistret stads. Det smager sødt, men ikke rigtig godt. Så man kompenserer ved at blive ved med at spise. Vittigheder uden en punchline kan man også grine af, men grinet varer så kort at man er nødt til at fortsætte i rasende fart for at holde latteren ved lige.

Mon Dolph holder ret mange måneder endnu?