Fed Nødhjælp

Mit internet var nede under det store brag i sidste måned, så her kommer historien, som for tiden følges op på tv.

Tre pakistanske brødre besluttede at arrangere en koncert til støtte for jordskælvsofrene i Pakistan. De engagerede en lang række populære musikere samt det perfekte publikumspar for tiden: de kongelige højheder Mary og Frederik. Alt sammen uden selv at have nogen erfaring med at arrangere koncerter, og frem for alt uden at være kendte. De tre brødre Ahmad har i sandhed været flittige og dygtige.

I TvAvisen fik de da også uforbeholden ros fra Søs Fenger der netop har valgt at stille op fordi hun beundrer de tre pakistaneres mod. De er ”startet fra et nulpunkt”, var hendes formulering. Tænk hvis der var flere som dem…

Men hvad ville der faktisk ske hvis flere var som disse tre pakistanere? Så ville vi få mange flere koncerter, og musik skal der bestemt også til, men det var vel egentlig ikke det det handlede om…

Vel?

Hatten af for det de tre pakistanere har gjort, det skal ingenlunde forklejnes. Men det må ikke skygge for det faktum at de penge som kommer ind er det eneste som hjælper. Pakistanerne kan ikke høre musikken; de har brug for huse, klæder, mad, medicin og andre fornødenheder. Det faktum må vi ikke overdøve med høj musik eller benovelse over at det er muligt for tre amatører at stable en rockkoncert på benene.

Lad os ikke glemme at der er folk som i smertelig bogstavelig forstand er startet fra et nulpunkt. Det er dem der skal gøre arbejdet, dem der skal bygge, ikke bare ét arrangement, men hele deres tilværelse op. Det ved vi selvfølgelig godt, men vi ser det alligevel som en selvfølgelighed at nødhjælp kobles sammen med larmende rockkoncerter. Jeg skriver larmende fordi rock ikke har en dyt med nødhjælp at gøre; vi accepterer en sammenblanding af to meget uensartede størrelser som noget nærmest nødvendigt.

Hvorfor skulle vi dog give noget hvis ikke vi må få lov at slå på tromme for det samtidig. Så ville hver enkelt jo føle sig så frygtelig alene med sit bidrag og det er ikke rart. Derfor har vi brug for folk der kan samle. Det kan ske vha. folk der i forvejen er kendte, såsom Bono eller Bob Geldof, men også, som vi ser i dag, med hjælp fra helt ukendte entusiaster.

Det er fint, men som alle store brag lyder det kun én gang. Og når man giver nødhjælp form af en koncertbegivenhed så bliver den ansvarstagen der ligger i ens bidrag (=betaling for koncerten) også til en begivenhed; noget som sker. Problemet er at den nødhjælp der er brug for skal have en anden form. Den skal være der, og muliggøre en langvarig aktion.

Søs Fenger sagde noget andet som det er værd at bide mærke i: Danmark er et af de rigeste lande i verden. Det hører vi gentaget igen og igen, men der skal ret beset ikke den store rigdom til at slippe 100kr. hvert gang der sker en katastrofe i dette omfang. Hvad om vi tog konsekvensen og holdt op med at snakke og synge om hvor meget vi giver og i stedet gav noget mere. Det ville næppe ruinere nogen at lægge 5 kr. om dagen til side. Men det ville løbe op i 150kr. om måneden. Hvis alle voksne danskere gjorde det, ville de give 600 mio om måneden og godt 7 mia. om året. For min skyld kunne man gerne tage det fra statsbudgettet, det ville spare os for besværet med at lægge dem til side.

Det lyder af meget, men vi har råd til det. Vel har vi så! Det er et spørgsmål om simpel vilje. Det er ganske vist også kedeligt. Det er meget sjovere at genfortælle den vesterlandske fortælling om at en god portion af iværksætterånd og forbrug kan gøre godt overalt - også levere nødhjælp. Til jul klares samvittigheden af en ulandskalender, som MC Einar siger, og hvis ikke den er dulmet nok kan vi høre "Do they know it's" christmas endnu engang og vide at overskuddet går til de fattige.

Kan vi ikke gøre det lidt bedre?