Forsvar for de bibliofile
Så gjorde jeg igen noget, jeg ellers ikke har gjort i årevis: investerede i en dyr, gammel og relativt sjælden bog, som jeg aldeles ikke har råd til. At jeg havde penge nok var i gamle dage min undskyldning for at købe alle de bøger jeg tilfældigvis fandt interessante. I dag er det andeledes, men på den anden side er der tilbud man ikke må lade sig gå af hænde.
Bogen er en meget lækker udgave af Anders Nygrens ”Den kristna Kärlekstanken”; en bog som kun fås på dansk i en meget forkortet udgave og selv denne udgave er sjælden. Jeg havde den i kopi, og har læst den sådan. Jeg husker at det kun tog en dag. Den svenske udgave kommer nok til at vare betragteligt længere. Imidlertid er der jo god øvelse i at læse den på svensk, så den tid er givet godt ud.
Pragmatiske ånder vil formentlig undre sig over at der skulle være nogen som helst fordel ved at have en dyr, indbundet bog på svensk stående, når jeg nu har læst bogen på dansk og har kopierne liggende. Som om der skulle være noget særligt ved bøgerne selv… Som bekendt har vi et godt stempel til folk der således samler bøger for deres egen skyld: bibliofil. Ordet er tvetydigt. Det bruges ofte af bibliofilerne selv, men altid med en biklang af en indrømmelse. Hos udenforstående klinger det snarere af psykiatrisk diagnose eller i det mindste en smule overbærenhed. Der er noget patologisk ved at samle uden praktisk formål. Det er imidlertid kun en del af de bibliofile der samler helt uden formål. Trangen til at samle bøger opstår ikke udenom lysten til at læse dem. Det er kendskabet til bøgerne der giver den rette viden om hvilke bøger der er gode, hvilke der er sjældne.
Den ideelle bibliofile er naturligvis polyhistoren, der både ejer et helt bibliotek og tillige har læst det. Men hvis denne person overhovedet findes, mangler vi stadig oplysninger om ham. Hvornår har han læst hvilken bog, hvilken læste han før og hvilken efter. Det er et kendetegn ved polyhistor-typen at han er født med sin viden. Han har altid allerede læst alle bøger. Kan man forestille sig at Harold Bloom nogensinde har læst Don Quijote for første gang? At Villy Sørensen for allerførste gang fordybede sig i Karl Marx’ ungdomsskrifter? Havde Hannah Arendt ikke altid allerede læst alt hvad der var værd at læse? Der er noget gudelignende ved denne form for bibliofili. En som Villy Sørensen bliver selvfølgelig bragt lidt ned på jorden når Frederiksberg Antikvariat sætter hans bogsamling til salg, og enhver kan se at der kun er godt 4000 bøger, men alligevel fatter ingen hvordan nogen kan nå at læse en sådan mængde.
Efter ikke så megen eftertanke ramler hele dette billede. Ikke blot er det næppe muligt at læse så meget uden at læse hele tiden – hvilket Villy Sørensen ikke gjorde, han skrev også en del blandt andet – det er også således fat med den menneskelige hjerne at den ikke husker alt det læste lige godt, og slet ikke i ubegrænset tid. Det har stor betydning hvornår man læser og hvad man læser før og efter. Det betyder meget for bla. hvilke associationer man danner sig og evt. hvilke moralske domme man fælder, ligesom det betyder noget for hvilke paralleller man opdager mellem bøgerne. Paralleller og dermed nye tanker og ideer kan opstå ganske tilfældigt som et møde mellem to bøger som tilfældigvis læses efter hinanden.
Her findes en gyldig og vægtig grund til at være bibliofil. Her findes en grund til at glædes over at man ejer et bibliotek. Nemlig muligheden for at gå på opdagelse, for at surfe, og lade nye tanker opstå. Et bibliotek kan opfattes akkurat som internettet. Som en mængde sider med links. Man læser en passage, et navn, et ord, en idé i én bog, og griber straks ud efter en anden, finder her ud af at man mangler baggrundsviden og støver en tredje frem. Man kan få timevis til at gå med dette. En diskussion af endelsen –inde i forbindelse med erhvervsbetegnelser (lærerinde, bestyrerinde osv.) førte over i et citat fra den tyske Nibelungenlied på Mittelhochdeutsch og kastede mig ud i en sammenligning mellem to tyske udgaver, som igen producerede spørgsmålet hvorfor man på ikke siger konginde som på tysk (königin) men dro(t)nning, som nødvendiggjorde Ordbog over det danske Sprog og opslag i Saxos danmarkskrønike. Det er kun tiden der sætter grænsen.
Der er stor forskel på dette og på den grundige, pragmatiske læsemåde der først udvælger sin litteratur og derefter skaffer den, og læser den – fordyber sig i den, som man jo siger, hvilket givetvis er noget andet end den bogsurfing jeg har beskrevet. Hvis man kun er til fordybelse er det i realiteten ikke nødvendigt at have et bibliotek, så behøver man kun en bog ad gangen. Men hvilken af de to metoder lærer man egentlig mest af ...
Bogen er en meget lækker udgave af Anders Nygrens ”Den kristna Kärlekstanken”; en bog som kun fås på dansk i en meget forkortet udgave og selv denne udgave er sjælden. Jeg havde den i kopi, og har læst den sådan. Jeg husker at det kun tog en dag. Den svenske udgave kommer nok til at vare betragteligt længere. Imidlertid er der jo god øvelse i at læse den på svensk, så den tid er givet godt ud.
Pragmatiske ånder vil formentlig undre sig over at der skulle være nogen som helst fordel ved at have en dyr, indbundet bog på svensk stående, når jeg nu har læst bogen på dansk og har kopierne liggende. Som om der skulle være noget særligt ved bøgerne selv… Som bekendt har vi et godt stempel til folk der således samler bøger for deres egen skyld: bibliofil. Ordet er tvetydigt. Det bruges ofte af bibliofilerne selv, men altid med en biklang af en indrømmelse. Hos udenforstående klinger det snarere af psykiatrisk diagnose eller i det mindste en smule overbærenhed. Der er noget patologisk ved at samle uden praktisk formål. Det er imidlertid kun en del af de bibliofile der samler helt uden formål. Trangen til at samle bøger opstår ikke udenom lysten til at læse dem. Det er kendskabet til bøgerne der giver den rette viden om hvilke bøger der er gode, hvilke der er sjældne.
Den ideelle bibliofile er naturligvis polyhistoren, der både ejer et helt bibliotek og tillige har læst det. Men hvis denne person overhovedet findes, mangler vi stadig oplysninger om ham. Hvornår har han læst hvilken bog, hvilken læste han før og hvilken efter. Det er et kendetegn ved polyhistor-typen at han er født med sin viden. Han har altid allerede læst alle bøger. Kan man forestille sig at Harold Bloom nogensinde har læst Don Quijote for første gang? At Villy Sørensen for allerførste gang fordybede sig i Karl Marx’ ungdomsskrifter? Havde Hannah Arendt ikke altid allerede læst alt hvad der var værd at læse? Der er noget gudelignende ved denne form for bibliofili. En som Villy Sørensen bliver selvfølgelig bragt lidt ned på jorden når Frederiksberg Antikvariat sætter hans bogsamling til salg, og enhver kan se at der kun er godt 4000 bøger, men alligevel fatter ingen hvordan nogen kan nå at læse en sådan mængde.
Efter ikke så megen eftertanke ramler hele dette billede. Ikke blot er det næppe muligt at læse så meget uden at læse hele tiden – hvilket Villy Sørensen ikke gjorde, han skrev også en del blandt andet – det er også således fat med den menneskelige hjerne at den ikke husker alt det læste lige godt, og slet ikke i ubegrænset tid. Det har stor betydning hvornår man læser og hvad man læser før og efter. Det betyder meget for bla. hvilke associationer man danner sig og evt. hvilke moralske domme man fælder, ligesom det betyder noget for hvilke paralleller man opdager mellem bøgerne. Paralleller og dermed nye tanker og ideer kan opstå ganske tilfældigt som et møde mellem to bøger som tilfældigvis læses efter hinanden.
Her findes en gyldig og vægtig grund til at være bibliofil. Her findes en grund til at glædes over at man ejer et bibliotek. Nemlig muligheden for at gå på opdagelse, for at surfe, og lade nye tanker opstå. Et bibliotek kan opfattes akkurat som internettet. Som en mængde sider med links. Man læser en passage, et navn, et ord, en idé i én bog, og griber straks ud efter en anden, finder her ud af at man mangler baggrundsviden og støver en tredje frem. Man kan få timevis til at gå med dette. En diskussion af endelsen –inde i forbindelse med erhvervsbetegnelser (lærerinde, bestyrerinde osv.) førte over i et citat fra den tyske Nibelungenlied på Mittelhochdeutsch og kastede mig ud i en sammenligning mellem to tyske udgaver, som igen producerede spørgsmålet hvorfor man på ikke siger konginde som på tysk (königin) men dro(t)nning, som nødvendiggjorde Ordbog over det danske Sprog og opslag i Saxos danmarkskrønike. Det er kun tiden der sætter grænsen.
Der er stor forskel på dette og på den grundige, pragmatiske læsemåde der først udvælger sin litteratur og derefter skaffer den, og læser den – fordyber sig i den, som man jo siger, hvilket givetvis er noget andet end den bogsurfing jeg har beskrevet. Hvis man kun er til fordybelse er det i realiteten ikke nødvendigt at have et bibliotek, så behøver man kun en bog ad gangen. Men hvilken af de to metoder lærer man egentlig mest af ...
posted by Anders Søe Plougsgaard at 7:25 AM
1 Comments:
Ha, det var morsomt at læse. Jeg har det helt på samme måde. Man behøver ikke at læse en hel bog, bare fordi man tager den ned fra hylden. Jeg har også haft en morsom aften ved at lave en slags spontan citatquiz med nogle venner fra bøger, vi hev ud af hylden.
Sylvester Roepstorff
Post a Comment
<< Home