Tuesday, January 24, 2006

AF - Absurditetsformidlingen

For lang tid siden fik jeg lejlighed til at se en arbejdsformidling i Berlin. Det besøg har gjort et uudsletteligt indtryk på mig, og det vender igen og igen tilbage hver gang jeg er vidne til diskussioner om aktivering af arbejdsløse.

Die Arbeitsvermittlung i Wedding har fem etager med hver to lange gange med døre og sæder langs væggene som man kan vente på. Væggene er beklædt med kakler som gør at der bliver meget lydt og uudholdeligt at være hvis der er mange til stede, hvilket der altid er. Inden man tager plads i gangen skal man stå en halv time i kø for at få sit ventenummer ved en skranke, hvor der bag en glasvæg sidder en halvsovende skrankepave. Han ved intet om noget som helst. Ham skal man først have overtalt til at udstikke et nummer, hvorefter man kan tage plads i gangen sammen med de 50 som skal ind før man selv kommer til.

Gangen er indrettet med døre til begge sider og ingen vinduer, men et koldt lys fra loftet. Ca. hvert 5. minut kommer en ansat trillende gennem gangen med en vogn fuld af mapper, hvilket larmer rigtig meget i en gang beklædt med porcelænskakler. Hvad der står i disse mapper er ikke godt at vide. Formentlig ruller de kun igennem gangen for at stresse folk og dermed blødgøre dem.

På væggen sidder en tavle der elektronisk viser hvilket nummer der skal gå ind i hvilket rum, eksempelvis: ”Nummer 067 in Raum 045”. Den er naturligvis placeret på langs med væggen så man kun kan se den hvis man går hen foran den. Når et nyt nummer kaldes ind siger den en høj, rungende og dissonant lyd à la ’ding doooeeøønnggg’, hvilket forstærker det generelle indtryk af grimhed i alle ordets betydninger. Da jeg så AF denne gang var nummertavlen i uorden, så man måtte spørge dem der ventede hvilket nummer der blev kaldt ud næste gang.

Hvis nogen tænker ’Kafka’, så bliver det værre endnu. Man ser konstant at nogen går ud af et kontor med en tyk mappe, låser efter sig, låser op til et andet kontor og går ind. Måske fordi de skal kopiere noget, hvem ved. Senere går de så tilbage eller ind i et andet kontor. Hvad skal det gøre godt for?

En bekendt af mig skulle flytte, og modtog sozialhilfe. Ifølge den nye Harz IV-Reform betyder det bla. At hun skulle spørge pænt om lov inden og i øvrigt komme og vise dem sin kontrakt. Bevares, hun havde da sendt dem kontrakten en gang før, men nu ville de altså se den igen. Det er ikke sjældent sket at de har skrevet og forlangt at se et bestemt dokument som så alligevel var forkert eller alligevel ikke nødvendigt eller hun skulle forelægge det for en anden myndighed. Man tager sig til hovedet og spørger om vi ikke lever i en tid med internet og digital forvaltning. Om de ikke selv kan finde de dokumenter de skal bruge med et par tastetryk? Det kunne de givetvis, men de vil åbenbart ikke.

Min bekendte har i øvrigt også boet i Danmark og søgt arbejde her. AF i Århus var bestemt anderledes, alene derved at der ikke som i Berlin er et mylder af ansøgere. Faktisk var hun den eneste udlænding der søgte arbejde gennem den ordning. Man havde derfor tildelt hende Århus’ langsomste og mest upålidelige sagsbehandler. Hendes eneste job var at modtage de penge der kom fra AF i Berlin og sætte dem ind på min hendes konto hver 14. dag. Alligevel lykkedes det hende at klumre i det 3 gange. En gang måtte hun således udbetale to rater på en gang fordi der var gået 14 dage over tiden. En anden gang blev det rettet med en opringning, hvor vi i øvrigt fik bekræftet hvor langsom hun var. Hendes stemme var siger og skriver langsommere end Ritt Bjerregaards. Vi nåede også at besøge hende engang i hendes kontor laangt inde i bageste del af AF, hvor hun trissede rundt og lignede en skånejobber, hvad hun formentlig var. Hun udfyldte i hvert fald rollen som bureaukrat-kliche perfekt - skrev dog med hele to fingre på sin skrivemaskine.

Det er lang tid siden, men jeg er, om end jeg kun var tilskuer, mærket af det. Jeg har aldrig glemt hvordan man spinder arbejdsløse ind i et net af absurditeter i stedet for blot at give dem penge og lade dem gå med værdigheden i behold. Mon ikke det vil være mere befordrende for virketrangen end nok så mange aktiveringskurser?

0 Comments:

Post a Comment

<< Home