At skyde kultur med kanoner

Jeg har hidtil vægret mig ved at være for eller imod vores allesammens nye kanon. Når den politiske dagsorden fordrer at man tager stilling for eller imod er min rygmarvsreaktion ofte at holde ironisk afstand.

Jeg var nær ved at skrive ”rygradsreaktion”. Ikke helt ved siden af; jeg tror faktisk at det også handler om at have rygrad, og netop ikke bøje sig for kravet om at man skal have en mening om alt. Jeg havde i lang tid ikke rigtig nogen mening om kanonen. Bortset fra at den var igangsat af Brian Mikkelsen, som plejer at ødelægge alt hvad han rører ved, hvorfor han også har fået et ministerium hvor han gudskelov ikke ødelægger noget af økonomisk værdi.

Ja, der fik jeg så krænget min mening om kulturministeren ud mellem sidebenene. Men kanonen, hvad nu med den. Tja, min første tanke var at der i 2001 var en tilsvarende diskussion på Idéhistorie, som altid har været præget af en meget udstrakt grad af frihed til at læse lige hvad man havde lyst til. En kanon kunne bidrage til en mere klar fagprofil og samtidig sikre at man ikke kan gennemføre studiet uden at kende de vigtiste værker. Jeg var dengang for indførelsen af en kanon, men hælder nu mod en afvisning fordi det alligevel vil gå ud over det vigtiste i studiet, friheden til at vælge det stof der er mest interessant.

Der kan være en lille smule nytte forbundet ved at fastslå hvad vi mener er de vigtigste værker, både på et studium og i en kulturel dannelsessammenhæng. Men særlig vigtigt er det ikke. De værker som er gode nok skal nok finde vej frem. Det gør de på idéhistorie hvor man godt kan sove sig igennem pol.øk.soc. på første år, men siden hen nok skal opdage hvor mange der citerer Lockes ”second Treatise on Government”. Vi behøver ikke gøre den til kanon, det er den allerede! Kulturelt gælder det samme princip: visse værker er vigtige fordi man ikke kan komme uden om dem. Men hvis man ikke kan det, hvorfor så kanonisere dem?

Kanonudvalget har ofte nok understreget at der er tale om udvalg blandt mange værker, for flere udvalgs vedkommende hundredevis. Men det er jo herligt, hvorfor så udvælge 12 af dem? Hvis der er hundredevis af arkitektoniske værker i Danmark som er interessante så vil jeg da hellere læse en bog om dansk arkitektur. En sådan findes vel, ellers kunne kulturministeriet jo have sponsoreret en sådan. Og ligeså for Musik, litteratur osv.

Det ville i øvrigt have fjernet den skævhed i årstal der optræder i flere lister. Man kunne, hvis der skulle tilføjes lidt mening til kanonen, have pålagt sig nogle begrænsninger, såsom ’et værk for hvert århundrede’. Man kunne også med fordel have defineret klarere hvad et værk er. Som kanonen står for os nu er den et miskmaskuddermudder af flere modstridende kriterier.

Derfor holder mange af kanonens fortalere også på det sikre kort at en kanon først og fremmest skal skabe debat. Bevares, det er da godt at vi debatterer vor kultur, men man kan jo med god ret hævde at det gør vi i forvejen. For musikkens vedkommende udgives der nye hitlister hver uge og hver radio- og tvstation har sin egen musikpris eller –award. En række byer har filmfestivaller med tilhørende priser og medieomtale og så videre. Det som kulturministeren har sat i gang sker allerede i stor stil, forskellen er blot at vores kanon er skrevet af statsautoriserede smagsdommere.

Hov, nu blev det lige pludselig noget positivt! Men det er ikke desto mindre det eneste gyldige argument jeg kan finde for den kanon vi har fået. Gyldigt som argument, men ikke uafviseligt. Jeg synes for eksempel det er helt hen i vejret.

Danskerne er nu beriget med både en folkeskolekanon og en kulturkanon. Lykkeligvis er det kun den første der har direkte praktiske konsekvenser; vi kan nå at redde os fra den sidste. Og så kan vi tillade os at blive klogere. Eftersom det hyppigste argument for den seneste kanon er at den har ført en masse debat med sig, har jeg et tilbud til regeringen som kan spare kongeriget for en masse penge:

Hvis en dansk minister igen får den idé at ville lave en kanon, så skriv til mig. Jeg skriver hjertens gerne en kanon til det danske folk om et hvilken som helst emne. Jeg kan gøre det for en brøkdel af det beløb man har smidt ud til de tidligere kanonudvalg og jeg garanterer at der nok skal komme debat for alle pengene alligevel.