Om ytringsfrihed i politik og samfund

En positiv konsekvens af den amokløbne konflikt om tegningerne af Muhammed er, at mediernes rolle selv bliver sat til debat. Nu kan alt vendes og drejes. Hvad skal medierne overhovedet levere, nyheder eller underholdning? Vil vi se billeder af konflikter eller forslag og forsøg på løsninger? Sidder medierne fast i et selvbillede som hører den førglobaliserede verden til? Er der overhovedet nogen mening i begrebet ’ytringsfrihed’? og mange flere hvoraf jeg vil tage et par op her.

Ideologisk set – og på ideologi er mediernes selvbillede i høj grad grundlagt / fastklemt – er ytringsfriheden selve mediernes eksistensgrundlag og en god del af grunden til at mange medier er opstået. Politiken har sit navn fra den første og vigtigste mærkesag, indførelsen af parlamentarisme og trykkefrihed. Da bladet åbnede i 1884 var der stadig censur, trods junigrundlovens forsikring om at en sådan var ophævet og ingensinde måtte genindføres. Den foregik derved at man sendte chefredaktør Viggo Hørup i fængsel hver gang man syntes Politiken havde været for nærgående. Man kan sige at man søgte at presse bladet til selvcensur ved at gøre det besværligt at trykke kritisk stof.

Det var dengang konflikterne stadig var overskuelige og udspillede sig i nationalstatsligt regi. Politiken klarede sagen ved at udnævne stråmandsredaktører som magten kunne fængsle, mens den for bladet så uundværlige Hørup kunne fortsætte sin kamp for trykkefrihed – dengang simpelthen retten til politik. Deraf kommer navnet, og bladets tætte forbindelse til ytringsfriheden.

Det har ganske meget at sige at konflikten dengang handlede om politik. Ved politik skal man forstå sådan noget som borgerens indflydelse på rigets styrelse gennem rigsdag – en institution som dengang var relativt ny. Politik var retten til at argumentere for sin sag og lade det gode argument vinde. Derfor var Politiken fra sin start en politisk avis, som gennem Hørup havde tætte bånd, først til Venstre og derefter til det Radikale Venstre. Bladet delte sin sag med de to partier, nemlig indførelsen af parlamentarismen.

I den sag var ytringsfriheden vigtig, fordi brugen af den gik imod dem der havde magten og i stort omfang kunne definere retten. Pressen var ikke blot vagthund, men en bidsk kamphund som gjorde sit bedste for at finde overmagtens svage sted og bide sig fast.

Den nuværende sag om ytringsfriheden har imidlertid vist hvor luftigt begrebet bliver når der ikke længere er noget konkret retsligt der står i modsætning dertil. JPs begrundelse for at benytte sig af ytringsfriheden til at trykke nogle karrikaturer, var at der i stigende grad udøves selvcensur, man er bange for at udtale sig kritisk om muslimer, at komikere ikke tør gør grin med profeten og at ingen turde illustrere Kåre Bluitgens bog om Muhammed. Hvad er fælles for alle disse bevæggrunde?

De udspiller sig i samfundet, og de er mere eller mindre upræcise. Man tør ikke, der er ikke nogen der vil…, selvcensur ses i stigende grad osv. Der er tale om tendenser over hele linien, og sådan må det være når man beskæftiger sig med samfundet. Samfundet beskrives via statistikker og tendenser. Det er noget helt andet end det politiske som kun eksisterer gennem argumenter fra konkrete aktører eller, som vi så det i tilfældet Politiken, ved at konkrete magtudøvere forhindrer argumenter i at lægges frem.

Jyllands-Posten forsvarer således ytringsfriheden i samfundet hvor Politiken (og den øvrige presse) oprindelig forsvarede den i kongeriget. Forskellen er slående, for samfundet er både langt mere diffust og langt bredere end det afgrænsede rige. Det, som bevirker selvcensur kan være en sag i Holland eller reaktionerne i Iran på en bog udkommet i England. Det er måske konkrete sager, men aldrig konkrete aktører. Man forventer ikke at de samme mennesker som angriber en islamkritiker i Holland, skal tage til Danmark, Frankrig eller Tyskland for at gentage aktionen der. Den samfundsmæssige selvcensur går ud fra at bestemte grupper i samfundet vil opføre sig ens hvad enten der er tale om det franske, det tyske eller det danske samfund. Denne tænkning i grupper er netop det samfundsmæssige.

Kort tilbage til det politiske. Hvis man har overværet en folketingsdebat vil man se at aktørerne, selv om de omtaler hinanden som hr. og fru. (dog ikke længere som ”det ærede medlem”) kan være ret skarpe i tonen. Det samme ser man når de debatterer med hinanden gennem medierne. Det kan være overraskende at de samme mennesker kan være de bedste venner eller i hvert fald omfatter hinanden med respekt. Tonen kan være så grov fordi folketingets medlemmer altid er sig selv, altid er navngivne individer. En ytring fremlagt i Folketinget har en klar afsender og bør aldrig give anledning til en diffus frygt.

I samfundet derimod, kan vi ikke være nær så skarpe, for vi taler altid til hele samfundet, til mange ukendte mennesker og vi kan aldrig være sikre på hvordan vores ytringer modtages. Samfundet har hele tiden været præget af denne usikkerhed, og derfor har man aldrig kunnet sige lige hvad man ville i samfundet. Samfundet er reguleret, ikke af love, men af normer, og dem overholder man oftest uden at stille spørgsmål ved om de indskrænker ens frihed. Frihed, derunder ytringsfrihed, er et politisk begreb, og det politiske er noget andet end samfundet, hvor man aldrig er fuldstændig fri. Globaliseringen er blot en udvidelse af dette vilkår. Vi har pludselig at gøre med samfundsgrupper – grupper i verdenssamfundet om man vil – hvis tænkemåde er uforståelig for os. Pressen kan ikke nøjes med at forholde sig til det politiske fællesskab i ét land og kæmpe for de politiske rettigheder som kan garanteres inden for den enkelte nationalstats grænser.

Politikens redaktør bliver ikke længere fængslet for at udgive sin avis, og det sker ej heller for nogen af de andre avisredaktører. Vi har ytringsfrihed i Danmark! Men vi lever ikke kun i staten Danmark, men også i det danske samfund og i verdenssamfundet. I ingen af delene har vi ubegrænset frihed til at sige hvad vi vil. Det har JP erfaret. De har holdt på deres ytringsfrihed, og erfaret at den ligger fast. De har ikke oplevet nogen retslige konsekvenser af tegningerne, og Statsministeren nægtede i starten at gå ind i sagen fordi den netop ikke vedrørte staten. Men den fik konsekvenser. Sagen blev en sag for verdenssamfundet. Mange grupper var oprørte og hysteriske og Jyllands-Posten er blevet presset til at sige undskyld. En undskyldning er ikke nogen juridisk manøvre, JPs ret til at bringe tegningerne anfægtes ikke af en undskyldning. Det er også noget vrøvl at afvise en undskyldning med argumentet om at man havde ret til at bringe tegningerne. JP har svært ved at finde en grimasse der kan passer her. De endte med den forvrøvlede udmelding at ”de undskylder ikke tegningerne, men at nogen har følt sig krænkede”. Sidst jeg hørte noget så vrøvlet var da Bamse, der (med vilje) havde trådt på Kyllings fod sagde ”det var ikke med vilje at du græder”. Man kan kun undskylde noget man har gjort. JP søgte at helgardere sig ved at indbygge det forbehold i deres undskyldning at de havde haft ret til at bringe tegningerne og at de derfor kun undskyldte fordi nogle havde følt sig krænkede.

Hvis det ikke var fordi så mange begreber flyver i luften og forvirrer alting, ville det være tydeligt hvor farceagtig sagen er blevet. JP, søger til stadighed at tale om ytringsfrihed og bevæger sig i en sfære af umistelige rettigheder, højt hævet over samfundets kiv, strid og snavs. Dernede er folk imidlertid gået fuldstændig amok, så det er en lidelse at åbne for en normal nyhedsudsendelse. Ind fra sidelinien kommer et meget underholdende billede af en franskmand med grisetryne og afslører at en del af grundlaget for at gå amok er falskneri. Men kreativt, ja… hvem sagde at islamister ikke har humor.

Må den tid komme hvor vi alle er klogere og kan se tilbage på denne konflikt og le. Helst muslimer og kristne sammen.