Har du lyttet til dit bolche i dag?

Vi kender det godt, det med at nørder går meget op i hvordan dørene på deres biler smækker, hvilken lyd cd-skuffen siger når den kører ind osv. Nørder? Nej, nu skal vi alle have del i den velsignelse det er at registrere og genkende den helt rette lyd hos det vi konsumerer. Vi er alle lyd-fetischister vi ved det blot ikke, påstår videnskaben.

Forskere på University of Leeds har netop fundet ud af at et "sprødt fødeemne" frembringer en lyd som ikke kan opfanges af øret alene, men registreres ved et ”komplekst samspil” af mundhulen og øret. Så bider man i et stykke chips vil halvdelen af glæden opstå i et samspil mellem øre og kranie – helt uden om tungen, den slatne dødbider.

Tænk om man kunne rendyrke denne komplekse kilde til nydelse. Som manden på risten bemærkede: ”Jeg får aldrig andet end lugten, men af den ka’ man godt bli’ mæt.” De tider er forbi, nu kan man nøjes med lyden. Ikke helt naturligvis, der skal et ”komplekst sammenspil” til, og noget der kan afficere mundhulen. Men det kan videnskaben vel nok frembringe. En slags mund-vibrator måske?

Noget er der om det med lyden. Det er måske derfor man bliver fed af chips. Helt alvorligt talt, det er måske fordi det er som forskerne siger: Halvdelen af nydelsen ligger i at bide i chipsen. Når den er bidt i stykker og blandet med spyt mærker man at den jo egentlig bare en en kartoffel med for meget salt. Så har man brug for igen at føle den velsignede sprødhed, og gumler et nyt stykke.

Sådan er det med mange slags slik og snacks. Dracula-bolcherne er et lignende fænomen; de er dækket af et uimodståeligt salmiakstøv, og således herlige at tage i munden. Men når al salmiakken er væk bliver de kedelige. Man kan hente lidt ekstra nydelse i at knase dem, men den forstyrres af at bolchemassen så sætter sig i tænderne. Et bolche som man har knaset én gang er et irritationsmoment, som det gælder om at få af vejen så man kan tage et helt friskt med salmiak.

Det der kendetegner både chips og Dracula-bolcher er altså at nydelsen ligger på helt bestemte tidspunkter i indtagelsen hvorefter de mest er i vejen. Selve stoffet, kartoflen, bolchet er blot en slags transportmiddel for selve smagen/oplevelsen.

En variant af dette er det tidligere nævnte Familie Guf. Her ligger nydelsen også i den første bid. Man tager imidlertid ikke et nyt stykke fordi nydelsen er ophørt, men fordi det stykket er blevet til noget klistret stads der ikke er til at få ud af munden eller tænderne. Man er nødt til at spise et stykke mere for at få det sidste stykke væk. Det er naturligvis en umulig mission, og Malaco har gjort posen ekstra stor fordi de kender folks forsvarsløshed over for ækelt klistret vingummi. Sådan en pose kan slå en fuldstændig ud.

Den forskning der viser lydens store andel i nydelsen af knasende madvarer, viser også hvor meget større end hidtil antaget den navnkundige Willy Wonka må være. Vi ved at han opfandt et uforgængeligt bolche, hvilket her vil sige: et bolche som man aldrig har fornøjelsen af at knase. Det betyder rent bolchepsykologisk at et sådant bolche for det første skal være dobbelt så godt som andre bolcher for at kompensere for den halvdel af nydelsen der ligger i lyden, når man knaser det. For det andet er det nødt til at blive bedre og bedre, da man ellers ville blive træt af det, knase det og tage et nyt. Ét bolche er intet bolche med mindre man da kan finde en måde at fastholde nydelsen med.

Man kunne godt frygte for en sådan udvikling. Men på den anden side, et uforgængeligt bolche er vel ikke noget slikindustrien er interesseret i…