Ved profetens skæg (fred være med det)!

Så er der krise igen!

Jo, indrømmet, jeg er først for alvor begyndt at interessere mig for den nye Muhammed-krise efter at den ramte Radikal Ungdom. Nu er den levende, der er dannet poler, modsætninger skriger til himlen, alle mulige ægte følelser er i omløb. Lad mig forklare.

Da DFU lavede deres tegninger var det ikke så meget andet end hvad man kunne forvente. Ingen grund til undren, sådan ved vi jo at DFU er, og de har da lavet grimmere ting før. Den store forargelse havde derfor noget automat-politisk over sig, her var et klokkeklart eksempel på at DFU er racister og idioter, men det var jo blot et eksempel på noget vi mente i forvejen.

Den fælles front var en dum idé. Den havde allerede i sit udgangspunkt lighed med den fælles europæiske front imod Jörg Haider i Østrig. Den truede allerede i sit udgangspunkt med at blive en pinlig sag. Derfor var det egentlig bare forløsningen der kom, da det pludselig blev skreget ud at "Unge radikale tegner også Muhammed."

Forløsningen ligger deri at vi nu kan diskutere sagen i stedet for bare at fordømme. I Radikal Ungdom diskuteres sagen livligt, og alle slags buh-råbere har samlet sig på sidelinien. Modsat alle dem, som pr. automatik forarges over DFU, er der en vis spænding i den forargelse eller skadefryd der rammer RU.

Man kan se spændingen inden for de radikale rækker selv. Man kan se den på at alle de 'voksne' radikale, hvoraf ingen af dem ved noget om sagen, entydigt har fordømt tegningerne. Det er ikke bare håndvask, det er den helt store partivask de har rullet frem. For Det Radikale Venstre er jo blandt andet partiet som behandler minoriteter pænt, og som behandler religioner med respekt.

Imidlertid er det Radikale Venstre så meget andet, bla. huser det en stor del akademikere udstyret med en god del vid. Dertil kommer at det Radikale Venstre er tilhænger af en vidtgående ytringsfrihed. At vi ikke skal pukke på denne frihed, men diskutere den og tematisere den, er hvad vi har lært af den første krise. Og det var, så vidt jeg har hørt, netop hvad man gjorde hin aften ved f.eks. at tegne en stol og sige: "det må man godt", for derefter at skrive 'Muhammed' under og sige: "nu må man ikke".

Fulde eller ej, medlemmer eller ej, jeg synes den leg var fuldt i tråd med alt jeg forstår som radikalt, fordi den tematiserer lige præcis den usynlige linie der går mellem hvad man må tegne/ytre og hvad man ikke må. I en af de første artikler efter den første krises udbrud skrev Martin Krasnik i Weekendavisen et langt forsvar for ytingsfriheden. I artiklen havde han også tegnet en stor smiley. Helt neutral, bare et glad ansigt på ca 3x3 cm. Under det skrev han så: Det er muhammed. Hermed var smileyen blevet politisk sprængfarlig?

Jeg synes det er beskæmmende at se hvordan så mange radikale MF'ere har ignoreret dette spørgsmål helt og holdent, blot for at rense deres parti. På det punkt har DF og DFU faktisk optrådt meget mere modigt. DFU har stået fast på deres ret til at gøre hvad de har gjort, og ikke undskyldt noget.

Hvorfor skulle RU ikke stå fast på dette her? Det er ikke anstændigheden der er på spil, denne gang er det faktisk den, ytringsfriheden. Nu viser det sig at læren af Muhammed-Krisen rent faktisk var, at hvor som helst muhammed bliver tegnet, skal det fordømmes.

Den første Muhammed-Krise rejste en masse spændende debatter og satte gang i rigtig meget. Nu synes denne krise at slå én enkelt konklusion fast.

Det er en stor skam.