Ku' du tænke dig det?

De tider er forbi hvor nogen kunne hidse sig op over at kommunale skoler skulle konkurrere med hinanden. Konkurrence er et plusord, og når den griber om sig er det dobbeltplusgodt. Derfor ser vi den også steder hvor den for meget kort tid siden havde forekommet sær. Byer reklamerer for sig selv, ikke blot for at trække turister til hotellerne, men for at trække erhvervsliv og unge til.

Man skal lige vænne sig til tanken. En by kan nu på linje med opvaskemiddel og aftershave gøres til reklameobjekt, med slogan og det hele. ”Herlige Horsens – oplevelser og dynamik”, eller det snusfornuftige ”Hobro – byen hvor du får noget for pengene”. For hvorfor skulle man bosætte sig i en kedelig by eller tage til takke med det næstbedste når man nu har betalt så rigeligt.

Blandt disse by-reklamer er der på det seneste opstået en ny undergruppe hvor de enkelte servicetilbud i kommunen bliver genstand for reklame. For år tilbage var det nyt at kalde hjemmeplejen for en service; nu har den egen reklamekampagne i Århus: ”Ku’ du tænke dig…”

”Ku’ du tænke dig et sikkerhedsnet døgnet rundt?” spørger en af dem. Jeg ved ikke rigtig hvad et sådant indebærer. Jeg har ikke for vane at falde ud af sengen, hvis det er det de mener. De svarer heldigvis for mig, dog en anelse lunkent: ”Ja, det kunne være rart”. Jeg får dog ikke lov at glæde mig længe for ”det er din farfar der kan få det af os”.

Nu havde jeg lige glædet mig sådan til at få mit eget sikkerhedsnet! Eller kunne uforvarende have gjort det. Budskabet virker mærkeligt forfejlet! Hvorfor henvender man sig til mig, hvis budskabet egentlig vedrører min farfar? Hvad er det, de vil?

Det er på den ene side min farfar det handler om, men det er mig reklamen taler til. Der står ”Ku’ du tænke dig”, ikke ”Kunne De tænke Dem”. Reklamen synes at måtte gå omvejen omkring mig, og dermed også love mig noget jeg så alligevel ikke kan få.

Det, der reklameres med, er jo ikke en eller anden smart vare. Kunne man forestille sig at der havde stået: ”Ku’ du tænke dig at få skiftet din ble hver nat?” Kunne det være rart? Nej, det ville de fleste unge og rørige betakke sig for, fordi de heldigvis ikke behøver det. Det er ikke dem, der skal modtage varen, og den er faktisk ikke altid ”rar” – blot nødvendig for nogle!

Nødvendigheder er sjældent særlig smarte, og gør sig ikke særlig godt som reklameslogan. Men reklameres skal der åbenbart, og målgruppen er som altid den gruppe der har pengene. Ikke de gamle, men de unge og dynamiske. De skal vide at kommunen tager hånd om de gamle, giver dem sikkerhedsnet, personlige trænere og andet godt. Og formentlig er bagtanken at de så vil føle at de og deres bedsteforældre, onkler og tanter har det godt i Århus, hvilket opfylder reklamens formål.

(Med den anden hånd forsøger Kommunen så vidt muligt at holde en anden gruppe, som har brug for hjælp til de daglige fornødenheder, fra døren. Arbejdsløse er der mindre reklame i at hjælpe, og hvem gider også at betale for dem…)