I anledning af vor nye kanon

Jeg skal her aldeles undlade at sige sige noget som helst dårligt om den nye kanon. Jeg skal undlade at kalde den nationalkonservativt navlepilleri på højt plan, undlade ord som ”statsautoriseret” og ”smagsdommer” og jeg skal i øvrigt give afkald på at have nogen som helst mening om hvor vidt Lars von Trier, Århus Universitet eller Anders And bør være med i den os påtvungne kanon.

I stedet vil jeg lægge to interessante debatter frem, den første fra politiken i 1956, den anden fra Weekendavisen i 2004.

I september 1956 bringer Politiken en kronik af den ukendte skovfoged Chr. Bjælkeby. Han føler sig kaldet til, på ”den jævne danskers” vejne at dadle ”den forfinede litteraturkritik, som kun beskæftiger sig med bøger, der går hen over hovedet på almindelige mennesker.” I 1956 var Politiken stadig en elitær avis, som skrev for at opdrage og oplyse, ikke for at tjene og underholde. Derfor var en del litteratur simpelthen for underlødig til at blive anmeldt. Bjælkeby skriver om dem: ”Samtidig er der en masse gode bøger, som min kone får fra læsekredsen. Dem står der sjældent noget om i avisen, og sker det, er det ofte på en temmelig nedladende måde.”

Bjælkeby mente med andre ord at litteraturkritikken i højere grad burde tale et sprog folk forstod og tage udgangspunkt i de bøger de læste. Det var faktisk et kontroversielt synspunkt dengang. Kronikken blev årsag til mange læserbreve skarpt inddelt i for og imod. Kritikeren Volmer Dissing kaldte det ”velfærdsstatens fuldstændiggørelse” for ”nu skal det også ved flertalsafgørelse bestemmes, hvad der er kultur.”

I 2004 synes problemet at være et helt andet. Anne Knudsen roser i Weekendavisen Tolkiens romanværk ”Ringenes Herre”, hvis popularitet ikke står til diskussion. Det falder en vis arbejdsløs programmør Ane Kirkensgaard for brystet, idet hun mener at kunne finde totalitære tendenser i værket, som gør det direkte skadeligt. ”Årsagen til dette er, at Ringenes Herre (…) påstår en absolut heroisme og styrke, gestaltet i en person, der er helt uden udtryk; i Ringenes Herre gestaltes dette overmenneske af Frodo.”

Frodo beskrives herefter som en tom figur uden indhold, som blot gør det forfatteren vil have ham til. Han er således et billede på individet under indflydelse af den totalitære magt. ”Frodo har ingen holdninger, men trækkes igennem dette wagnerske fortids- og styrke-dyrkende morads - af sin forfatter. På den måde bliver dette at identificere sig med Frodo dødsensfarligt på både det personlige og på det samfundsmæssige plan. Frodo er ikke et selvstændigt menneske, men et pædagogisk styret menneske.” (WA 2-8/1 04)

Tanken er helt ved siden af, så den skal jeg ikke beskæftige mig mere med. To af reaktionerne på læserbrevet var imidlertid interessante. Først argumenterer Anne-Marie Vedsø Olesen for Frodo og værket ved at påpege at Frodo ikke kun er en helt, men faktisk taber sin kamp til sidst i bogen. ”Totalitære helte fejler aldrig i det afgørende øjeblik som følge af menneskelig svaghed; de mister højst livet under heroiske omstændigheder.” (WA 9-15/1 04) Derefter melder en Søren Lorenzen, cand.mag i filosofi og litteratur sig med et modsvar hertil: ”Det væsentlige spørgsmål i forbindelse med diskussionen af Tolkiens evner som karakterskildrer er ikke, om han har blik for menneskelig svaghed eller ej, men om han forstår at sandsynliggøre den. Tolkiens behov for at søge tilflugt i naive mytologiske forklaringsmodeller og okkulte symboler vidner om, at dette ikke er tilfældet.” Men alt imens den gode cand.mag taler om at søge tilflugt i naiv mytologi, søger han selv tilflugt i akademisk sprogbrug og en elitisme a la Politikens. Han argumenterer for at Tolkien ”ikke er blevet og aldrig bliver en del af den litterære kanon” fordi han ”ikke forstår at sandsynliggøre menneskelige konflikter” (WA 16-22/1 04).

Det skal der altså til for at komme med i kanon. Man må formode at den gode Cand.mag har en forkærlighed for Dostojevskij og lignende. Man må derudover formode at han ikke bryder sig om at læse Iliaden, Odysseen eller Bibelen. Ja, strengt taget må alt den litteratur der er skrevet før romanens opkomst vel afskrives som ikke-kanonisk. For Det er så langt fra at litteratur altid har handlet om at ”sandsynliggøre menneskelige konflikter”.

Iliaden fortæller ikke meget om Achilleus’ eller Agamemnons tanker, men den fortæller om deres konflikter med hinanden ud fra hvad de siger. På den tid ytrede menneskelige konflikter sig mundtligt, retorisk. Det er sådan personerne i Ringenes herre også ytrer sig, hvilket Cand.mag Lorenzen har overset. Vi andre kan glæde os over den finesse ved Tolkiens værk som forbinder den til ældgamle anerkendte værker – netop dem Tolkien selv var inspireret af. Og med disse diskussioner in mente kan jeg ønske danskerne.

Tillykke med den ny kanon. Må diskussionen om den aldrig lægge sig.

AF - Absurditetsformidlingen

For lang tid siden fik jeg lejlighed til at se en arbejdsformidling i Berlin. Det besøg har gjort et uudsletteligt indtryk på mig, og det vender igen og igen tilbage hver gang jeg er vidne til diskussioner om aktivering af arbejdsløse.

Die Arbeitsvermittlung i Wedding har fem etager med hver to lange gange med døre og sæder langs væggene som man kan vente på. Væggene er beklædt med kakler som gør at der bliver meget lydt og uudholdeligt at være hvis der er mange til stede, hvilket der altid er. Inden man tager plads i gangen skal man stå en halv time i kø for at få sit ventenummer ved en skranke, hvor der bag en glasvæg sidder en halvsovende skrankepave. Han ved intet om noget som helst. Ham skal man først have overtalt til at udstikke et nummer, hvorefter man kan tage plads i gangen sammen med de 50 som skal ind før man selv kommer til.

Gangen er indrettet med døre til begge sider og ingen vinduer, men et koldt lys fra loftet. Ca. hvert 5. minut kommer en ansat trillende gennem gangen med en vogn fuld af mapper, hvilket larmer rigtig meget i en gang beklædt med porcelænskakler. Hvad der står i disse mapper er ikke godt at vide. Formentlig ruller de kun igennem gangen for at stresse folk og dermed blødgøre dem.

På væggen sidder en tavle der elektronisk viser hvilket nummer der skal gå ind i hvilket rum, eksempelvis: ”Nummer 067 in Raum 045”. Den er naturligvis placeret på langs med væggen så man kun kan se den hvis man går hen foran den. Når et nyt nummer kaldes ind siger den en høj, rungende og dissonant lyd à la ’ding doooeeøønnggg’, hvilket forstærker det generelle indtryk af grimhed i alle ordets betydninger. Da jeg så AF denne gang var nummertavlen i uorden, så man måtte spørge dem der ventede hvilket nummer der blev kaldt ud næste gang.

Hvis nogen tænker ’Kafka’, så bliver det værre endnu. Man ser konstant at nogen går ud af et kontor med en tyk mappe, låser efter sig, låser op til et andet kontor og går ind. Måske fordi de skal kopiere noget, hvem ved. Senere går de så tilbage eller ind i et andet kontor. Hvad skal det gøre godt for?

En bekendt af mig skulle flytte, og modtog sozialhilfe. Ifølge den nye Harz IV-Reform betyder det bla. At hun skulle spørge pænt om lov inden og i øvrigt komme og vise dem sin kontrakt. Bevares, hun havde da sendt dem kontrakten en gang før, men nu ville de altså se den igen. Det er ikke sjældent sket at de har skrevet og forlangt at se et bestemt dokument som så alligevel var forkert eller alligevel ikke nødvendigt eller hun skulle forelægge det for en anden myndighed. Man tager sig til hovedet og spørger om vi ikke lever i en tid med internet og digital forvaltning. Om de ikke selv kan finde de dokumenter de skal bruge med et par tastetryk? Det kunne de givetvis, men de vil åbenbart ikke.

Min bekendte har i øvrigt også boet i Danmark og søgt arbejde her. AF i Århus var bestemt anderledes, alene derved at der ikke som i Berlin er et mylder af ansøgere. Faktisk var hun den eneste udlænding der søgte arbejde gennem den ordning. Man havde derfor tildelt hende Århus’ langsomste og mest upålidelige sagsbehandler. Hendes eneste job var at modtage de penge der kom fra AF i Berlin og sætte dem ind på min hendes konto hver 14. dag. Alligevel lykkedes det hende at klumre i det 3 gange. En gang måtte hun således udbetale to rater på en gang fordi der var gået 14 dage over tiden. En anden gang blev det rettet med en opringning, hvor vi i øvrigt fik bekræftet hvor langsom hun var. Hendes stemme var siger og skriver langsommere end Ritt Bjerregaards. Vi nåede også at besøge hende engang i hendes kontor laangt inde i bageste del af AF, hvor hun trissede rundt og lignede en skånejobber, hvad hun formentlig var. Hun udfyldte i hvert fald rollen som bureaukrat-kliche perfekt - skrev dog med hele to fingre på sin skrivemaskine.

Det er lang tid siden, men jeg er, om end jeg kun var tilskuer, mærket af det. Jeg har aldrig glemt hvordan man spinder arbejdsløse ind i et net af absurditeter i stedet for blot at give dem penge og lade dem gå med værdigheden i behold. Mon ikke det vil være mere befordrende for virketrangen end nok så mange aktiveringskurser?

Fed Nødhjælp

Mit internet var nede under det store brag i sidste måned, så her kommer historien, som for tiden følges op på tv.

Tre pakistanske brødre besluttede at arrangere en koncert til støtte for jordskælvsofrene i Pakistan. De engagerede en lang række populære musikere samt det perfekte publikumspar for tiden: de kongelige højheder Mary og Frederik. Alt sammen uden selv at have nogen erfaring med at arrangere koncerter, og frem for alt uden at være kendte. De tre brødre Ahmad har i sandhed været flittige og dygtige.

I TvAvisen fik de da også uforbeholden ros fra Søs Fenger der netop har valgt at stille op fordi hun beundrer de tre pakistaneres mod. De er ”startet fra et nulpunkt”, var hendes formulering. Tænk hvis der var flere som dem…

Men hvad ville der faktisk ske hvis flere var som disse tre pakistanere? Så ville vi få mange flere koncerter, og musik skal der bestemt også til, men det var vel egentlig ikke det det handlede om…

Vel?

Hatten af for det de tre pakistanere har gjort, det skal ingenlunde forklejnes. Men det må ikke skygge for det faktum at de penge som kommer ind er det eneste som hjælper. Pakistanerne kan ikke høre musikken; de har brug for huse, klæder, mad, medicin og andre fornødenheder. Det faktum må vi ikke overdøve med høj musik eller benovelse over at det er muligt for tre amatører at stable en rockkoncert på benene.

Lad os ikke glemme at der er folk som i smertelig bogstavelig forstand er startet fra et nulpunkt. Det er dem der skal gøre arbejdet, dem der skal bygge, ikke bare ét arrangement, men hele deres tilværelse op. Det ved vi selvfølgelig godt, men vi ser det alligevel som en selvfølgelighed at nødhjælp kobles sammen med larmende rockkoncerter. Jeg skriver larmende fordi rock ikke har en dyt med nødhjælp at gøre; vi accepterer en sammenblanding af to meget uensartede størrelser som noget nærmest nødvendigt.

Hvorfor skulle vi dog give noget hvis ikke vi må få lov at slå på tromme for det samtidig. Så ville hver enkelt jo føle sig så frygtelig alene med sit bidrag og det er ikke rart. Derfor har vi brug for folk der kan samle. Det kan ske vha. folk der i forvejen er kendte, såsom Bono eller Bob Geldof, men også, som vi ser i dag, med hjælp fra helt ukendte entusiaster.

Det er fint, men som alle store brag lyder det kun én gang. Og når man giver nødhjælp form af en koncertbegivenhed så bliver den ansvarstagen der ligger i ens bidrag (=betaling for koncerten) også til en begivenhed; noget som sker. Problemet er at den nødhjælp der er brug for skal have en anden form. Den skal være der, og muliggøre en langvarig aktion.

Søs Fenger sagde noget andet som det er værd at bide mærke i: Danmark er et af de rigeste lande i verden. Det hører vi gentaget igen og igen, men der skal ret beset ikke den store rigdom til at slippe 100kr. hvert gang der sker en katastrofe i dette omfang. Hvad om vi tog konsekvensen og holdt op med at snakke og synge om hvor meget vi giver og i stedet gav noget mere. Det ville næppe ruinere nogen at lægge 5 kr. om dagen til side. Men det ville løbe op i 150kr. om måneden. Hvis alle voksne danskere gjorde det, ville de give 600 mio om måneden og godt 7 mia. om året. For min skyld kunne man gerne tage det fra statsbudgettet, det ville spare os for besværet med at lægge dem til side.

Det lyder af meget, men vi har råd til det. Vel har vi så! Det er et spørgsmål om simpel vilje. Det er ganske vist også kedeligt. Det er meget sjovere at genfortælle den vesterlandske fortælling om at en god portion af iværksætterånd og forbrug kan gøre godt overalt - også levere nødhjælp. Til jul klares samvittigheden af en ulandskalender, som MC Einar siger, og hvis ikke den er dulmet nok kan vi høre "Do they know it's" christmas endnu engang og vide at overskuddet går til de fattige.

Kan vi ikke gøre det lidt bedre?

Forsvar for de bibliofile

Så gjorde jeg igen noget, jeg ellers ikke har gjort i årevis: investerede i en dyr, gammel og relativt sjælden bog, som jeg aldeles ikke har råd til. At jeg havde penge nok var i gamle dage min undskyldning for at købe alle de bøger jeg tilfældigvis fandt interessante. I dag er det andeledes, men på den anden side er der tilbud man ikke må lade sig gå af hænde.
Bogen er en meget lækker udgave af Anders Nygrens ”Den kristna Kärlekstanken”; en bog som kun fås på dansk i en meget forkortet udgave og selv denne udgave er sjælden. Jeg havde den i kopi, og har læst den sådan. Jeg husker at det kun tog en dag. Den svenske udgave kommer nok til at vare betragteligt længere. Imidlertid er der jo god øvelse i at læse den på svensk, så den tid er givet godt ud.

Pragmatiske ånder vil formentlig undre sig over at der skulle være nogen som helst fordel ved at have en dyr, indbundet bog på svensk stående, når jeg nu har læst bogen på dansk og har kopierne liggende. Som om der skulle være noget særligt ved bøgerne selv… Som bekendt har vi et godt stempel til folk der således samler bøger for deres egen skyld: bibliofil. Ordet er tvetydigt. Det bruges ofte af bibliofilerne selv, men altid med en biklang af en indrømmelse. Hos udenforstående klinger det snarere af psykiatrisk diagnose eller i det mindste en smule overbærenhed. Der er noget patologisk ved at samle uden praktisk formål. Det er imidlertid kun en del af de bibliofile der samler helt uden formål. Trangen til at samle bøger opstår ikke udenom lysten til at læse dem. Det er kendskabet til bøgerne der giver den rette viden om hvilke bøger der er gode, hvilke der er sjældne.

Den ideelle bibliofile er naturligvis polyhistoren, der både ejer et helt bibliotek og tillige har læst det. Men hvis denne person overhovedet findes, mangler vi stadig oplysninger om ham. Hvornår har han læst hvilken bog, hvilken læste han før og hvilken efter. Det er et kendetegn ved polyhistor-typen at han er født med sin viden. Han har altid allerede læst alle bøger. Kan man forestille sig at Harold Bloom nogensinde har læst Don Quijote for første gang? At Villy Sørensen for allerførste gang fordybede sig i Karl Marx’ ungdomsskrifter? Havde Hannah Arendt ikke altid allerede læst alt hvad der var værd at læse? Der er noget gudelignende ved denne form for bibliofili. En som Villy Sørensen bliver selvfølgelig bragt lidt ned på jorden når Frederiksberg Antikvariat sætter hans bogsamling til salg, og enhver kan se at der kun er godt 4000 bøger, men alligevel fatter ingen hvordan nogen kan nå at læse en sådan mængde.

Efter ikke så megen eftertanke ramler hele dette billede. Ikke blot er det næppe muligt at læse så meget uden at læse hele tiden – hvilket Villy Sørensen ikke gjorde, han skrev også en del blandt andet – det er også således fat med den menneskelige hjerne at den ikke husker alt det læste lige godt, og slet ikke i ubegrænset tid. Det har stor betydning hvornår man læser og hvad man læser før og efter. Det betyder meget for bla. hvilke associationer man danner sig og evt. hvilke moralske domme man fælder, ligesom det betyder noget for hvilke paralleller man opdager mellem bøgerne. Paralleller og dermed nye tanker og ideer kan opstå ganske tilfældigt som et møde mellem to bøger som tilfældigvis læses efter hinanden.

Her findes en gyldig og vægtig grund til at være bibliofil. Her findes en grund til at glædes over at man ejer et bibliotek. Nemlig muligheden for at gå på opdagelse, for at surfe, og lade nye tanker opstå. Et bibliotek kan opfattes akkurat som internettet. Som en mængde sider med links. Man læser en passage, et navn, et ord, en idé i én bog, og griber straks ud efter en anden, finder her ud af at man mangler baggrundsviden og støver en tredje frem. Man kan få timevis til at gå med dette. En diskussion af endelsen –inde i forbindelse med erhvervsbetegnelser (lærerinde, bestyrerinde osv.) førte over i et citat fra den tyske Nibelungenlied på Mittelhochdeutsch og kastede mig ud i en sammenligning mellem to tyske udgaver, som igen producerede spørgsmålet hvorfor man på ikke siger konginde som på tysk (königin) men dro(t)nning, som nødvendiggjorde Ordbog over det danske Sprog og opslag i Saxos danmarkskrønike. Det er kun tiden der sætter grænsen.

Der er stor forskel på dette og på den grundige, pragmatiske læsemåde der først udvælger sin litteratur og derefter skaffer den, og læser den – fordyber sig i den, som man jo siger, hvilket givetvis er noget andet end den bogsurfing jeg har beskrevet. Hvis man kun er til fordybelse er det i realiteten ikke nødvendigt at have et bibliotek, så behøver man kun en bog ad gangen. Men hvilken af de to metoder lærer man egentlig mest af ...

Humor eller Familie-Guf?

… og så spørger Sankt Peter perkeren hvad han vil give for at komme ind i himlen. Denne ser forvirret ud og spørger ”Har kommune ikke ringet endnu?”

Og her skulle du så have grinet, hvis det ikke var fordi du sikkert kender vittigheden. Godt det samme, for mit emne er faktisk ikke sjovt. Overhovedet ikke. Det handler om hvorfor man griner af vittigheder som denne.

Man gør det først og fremmest fordi man er en del af det fællesskab vittigheden eksisterer indenfor og hvor man forudsætter en fælles bevidsthed der kan refereres til. At grine ad en sådan vittighed er at bekræfte sin egen deltagelse i fællesskabet. Det sker som bekendt ved at man forudsætter noget bestemt, ofte noget man ikke kan sige højt. I dette tilfælde forudsætter man at alle perkere er på bistand. Latteren er en bekræften hinanden i denne viden, som man ikke siger højt, men som man ved at de andre også har.

Latteren indlemmer i et fællesskab. Af og til på bekostning af andre, men det behøver ikke at være sådan. Det fælles forudsatte kan også være rettet mod en selv, f.eks. mod eget køn eller mod et neutralt faktum. Jeg vil bide mærke i det for mig mest interessante, nemlig at alle vittigheder af denne type har en pointe eller en punchline. De har en bestemt replik, hvor noget afsløres/lægges frem, og hvor spændingen udløses og man kan grine. Man griner bedst i fællesskab når man ved præcis hvornår man skal grine.

Det er selvsagt ikke al humor der har form af vittigheder som denne. Alligevel vil jeg mene at man i mange tilfælde kan genfinde vittighedens punchline. Revyviser har den også. Folk griner oftest på de samme steder. Der er imidlertid en del humor som betjener sig af helt andre virkemidler.

Min yndlingshumor er den, der betjener sig af den gode idé/den gode udførelse. En god idé, som er udført godt kan være ustyrlig morsom. Jeg anser Mikael Bertelsen for et godt eksempel, som også illustrerer hvor vigtigt det er at den udføres rigtigt. Det er sjovt at hævde at ”Frankrig eksisterer ikke”, hvis man vel at mærke bevarer den alvorlige maske, og præsenterer det som en seriøs nyhed. Og henter Ole Michelsen i studiet.

Humor kan også bestå i en leg med sproget, sådan som man gør hos ATS, ofte på barnlig, men utrolig kreativt barnlig måde. Man kan grine dels af selve de kaldenavne diverse offentlige personer får, dels af at det er muligt konstant at finde nye navne.

Og så er der en form som bliver stedse mere udbredt, man kan kalde den ekstrem-humoren. Den har mange år på bagen, men fortjener efterhånden modspil af grunde jeg vil komme ind på. Ekstrem-humor er sjov fordi den gør noget i ekstrem grad. Det kan godt ske på en subtil og avanceret måde, men det er ikke desto mindre det ekstreme der udløser latteren.

Sådan er Wulffmorgenthaler ofte, når deres striber mangler pointe og søger at kompensere med en masse blod. Og sådan er deres figur Dolph helt igennem, hvorfor han kan illustrere hvad jeg mener:

Han var faktisk rigtig sjov i sin allerførste stribe, der lød ”Vi kan ikke bruge dig fordi 1. du er blå, 2. du er en flodhest!” Her var der faktisk en morsom pointe i at sessionslederen talte til Dolph som om han var enhver anden, men afviste ham af grunde vi alle kender, han er en stor, gumpetung flodhest. I de første programmer med ham – dengang de stadig kun hed ”Wulffmorgenthaler” – var han også det han skulle være, et forstyrrende element der kom ind fra siden, råbte og så aldeles latterlig ud. Dengang kunne Mikael Wulff stadig sige ”nu synes jeg Dolph skal gå”, fordi han spillede rollen som den relativt normale, for hvem Dolph var et råbende, forstyrrende element.

At Dolph nu har fået sit eget program er noget at det, der peger hen mod at han ikke længere er forstyrreren, men selve stjernen. Det gør interessant nok at han er sjov på en lidt anden måde. Han er sjov fordi han er for meget. Det var han også før, men der var han stillet op som kontrast. Nu er han mere selvstændig, og må blive mere og mere ekstrem for at man stadig kan se at han er sjov. Der er noget stakåndet ved denne form for humor, og det kendetegner al den humor der mangler en punchline.

Der går simpelthen familie-guf i humoren. En pose familie-guf fra Lagermann er noget ulækkert, klistret stads. Det smager sødt, men ikke rigtig godt. Så man kompenserer ved at blive ved med at spise. Vittigheder uden en punchline kan man også grine af, men grinet varer så kort at man er nødt til at fortsætte i rasende fart for at holde latteren ved lige.

Mon Dolph holder ret mange måneder endnu?

Angående gruppeeksamen...

Ord er aldrig så uskyldige som de lader. Ofte kan stærke sym- eller antipatier knytte sig til ord alene, hvortil man så (op)finder saglige argumenter. Således den modstand mod gruppeeksamen der nu har ført til eksamensformens afskaffelse.

De maler et billede af ”gruppen” som den grå masse hvor den enkeltes indsats udviskes, hvor man ikke ved hvad hver har præsteret og hvor dygtige kan hjælpe mindre dygtige til en bedre karakter, vel at mærke uden at det kan ses. Gruppen forstås som en enhed, der kun vanskeligt kan ses i sine dele, og derfor aldeles uegnet til en eksamen hvor hver enkelt skal have en karakter der svarer til vedkommendes kvalifikationer.

Imidlertid er det mere reglen end undtagelsen at det arbejde man uddanner sig til vil foregå i samarbejde med andre. Hvis man efter endt eksamen slår op i avisens jobsektion vil man se at de fleste annoncer nævner arbejdspladsens arbejdsklima og lægger vægt på at ansøgeren er god til samarbejde. De fantasiløse tilbyder at man kan blive ”en del af et ung dynamisk team”, en frækhed af en kliché at diske op med når man til gengæld forventer at ansøgeren er ovenud original. Dog viser formuleringens udbredelse at det er mere end almindeligt at man forventer samarbejdsvilje og –færdighed af ansøgere til nye stillinger. Derfor bliver 64.000 kr-spørgsmålet:

Hvorfor skal eksamen så absolut foregå i et samarbejdstomt rum?

At den enkeltes præstation ikke kan bedømmes må betragtes som vrøvl. Hvorfor skulle en så overvældende majoritet blandt stillingsannoncerne lægge vægt på samarbejde hvis den enkeltes indsats bliver usynlig i processen. At denne holdning alligevel finder grobund skyldes sandsynligvis ordvalget.

Det er gruppeeksamen som er afskaffet. Og selve navnet er nok til at fremkalde associationer til 68 og røde knopper hos alle dette lands Brian Mikkelsen’er. For gruppen er slet. I gruppen forsvinder det enkelte individ, i gruppen ensrettes man og der udøves gruppepres. Gruppen er i øvrigt noget der skabes udefra. Man grupperer noget eller nogen. Ordet gruppe er belastet med et væld af negative associationer. Derfor er det heller aldrig gruppearbejde man taler om i stillingsannoncerne, men teamwork. Modsat ’gruppe’ har ’team’ kun positive konnotationer. Teamwork er pr. definition effektivt og koordineret, men vigtigst forstår man umiddelbart teamwork som resultatet af selvstændige individers samarbejde. Derfor er det ikke mistænkeligt hvis et team arbejder godt sammen, men udtryk for ’team spirit’. Et team holdes sammen indefra.

Der vil altid være god grund til at fremme folks evne til at arbejde i teams og bekæmpe tendenser til gruppepres. Der er tale om den gode og dårlige side af samme vilkår på arbejdsmarkedet: kravet om at kunne samarbejde.

Man kan indvende at det ikke er samarbejdsevnen eleverne testes i til eksamen, samt at kommende kolleger vil være nogle andre end de som man gik til eksamen med. Det er dog ikke et argument for slet ikke at inddrage en så vigtig facet af ens kommende arbejde. Det man får til gengæld er en slags laboratorietest af eksaminanden renset for enhver anden indflydelse end hans egen. Det lyder ganske godt, hvis ikke man betænker at denne test indeholder en mængde usikkerhed også.

Min fysiklærer i gymnasiet bad os ofte undlade at angive måleresultater med fire decimaler hvis usikkerheden var 10%. Så nøjagtigt har I slet ikke målt, formanede han gang på gang. Et par overflødige decimaler skader ingen, men det skader om man afskaffer en nyttig eksamensform til fordel for en anden som man tror måler mere nøjagtigt og glemmer hvor usikker denne er. Og det alene fordi ordet gruppeeksamen ikke lyder elegant…

Formløshedens poesi

I 1860’erne skrev en 20-årig student disse smukke ord til sin kæreste:

”Kære, og hvad ville det hjælpe om jeg satte dig i superlativ og kaldte dig kæreste? Der er ting der ikke ville vinde ved at blive komparerede, der er ting, som i sig selv er så positive og absolutte, at et komparativ gør mere fra end til, derfor kalder jeg dig ”kære”; thi skønt det ikke er et stort ord efter leksikonet, så er det dog større, når jeg bruger det om dig, end alt hvad der ellers findes i sproget; sådan et ord går sin egen gang i sin egen mission, det har for længst forladt leksikonets registre for at følge de lyriske veje og forkynde en lyrisk sandhed, som er den eneste, der gælder.”

Den unge Viggo Hørup er tydeligvis stadig hildet i romanticismens sprog. Efter spørgsmålstegnet i første linie er resten af passagen skrevet i én køre med punktum til sidst. Der er noget hæsblæsende over den, som allerede kan vidne om den forelskedes trang til at sige mest muligt godt på kortest tid. Men for et nutidigt øje forekommer det tillige meget akademisk på grænsen til det kolde, når Viggo kaster sig ud i overvejelser over komparationer af ’kære’. Eller det virker, som han også selv antyder, lyrisk, hvilket egentlig ikke gør teksten varmere. Viggos tidlige breve svulmer af senromantisk patos, de indeholder sproglige billeder, henvisninger til Shakespeare og mange retoriske elementer, eksempelvis indledes hvert afsnit med ”Kære…” Næppe en tilfældighed.

Der er noget mistænkeligt ved hele denne stil (hvilket den ældre Viggo Hørup afgjort ville give mig ret i), det er som om personerne ikke ret kommunikerer, men taler i en slags skema hvor det ene medfører det andet, ikke ud fra deres egne følelser, men ud fra lyrikkens regler. Viggo aner det selv, men kan endnu ikke befri sig:

”…selv har du jo sagt ”jo mere vi taler sammen, jo længere kommer vi fra hinanden”, Folk som vi er altid udsatte for at snakke og skrive os ind i et abstrakt, intelligent, krydret-interessant noget, som ender ins Blaue – det blev da også ved overvejelserne, allerede overskriften var en stor vanskelighed – er vi nu kommet over den? Kære, er vi?”

Nej, man kan næppe sige at Viggo er kommet over sin abstrakte, intelligente, krydret-interessante fase. Det er hans egne overvejelser der er vigtigst at have med, samt det faktum at han senere blev chefredaktør på ”Organet for den højeste oplysning” og her lagde vægt på et mere sagligt, ligefremt sprog. For et nutidigt øje forekommer den patetiske stil overdreven, og man bør erindre at man dengang talte anderledes om kærlighed. Man kunne elske uden forbehold (i hvert fald når man selv skulle skrive det). Fordi man havde det privilegium at kunne elske pr. korrespondance før man kom til at bo sammen, var man fri for alle de besværligheder kærligheden også medfører. Afstanden var kun befordrende for kærligheden, og fordi denne også for en god del var litterær (selve kærlighedsbegrebet var romantisk-litterært) kunne man pakke den ind i lyriske falballader som de øverststående.

Man kan sammenligne med et nyere eksempel. I ”rend mig i traditionerne” kæmper David med at få udtrykt at han elsker pigen Ellen. Problemet her over 100 år efter Viggos kærlighedserklæringer er, at ordet ”elske” nu lyder for meget af Hollywood. David overvejer hvad han skal gøre, og når bla til at han kunne skabe et helt nyt sprog og så, mens det var helt nyt, sige til Ellen at han elsker hende. Dette er en nyere tids enorme usikkerhed ved et ord som Viggo behandlede som fortroligt. Det er næppe, som Panduros figur David opfatter det, Hollywoods skyld. For på samme måde som tusinder af hollywood-skuespillere har sagt ”I love you” til hinanden, havde på Viggo Hørups tid, hundreder af romantiske digtere brugt ordet. Det var det der gjorde det så selvfølgeligt for ham, men det samme som gør det mistænkeligt i dag. Panduro radikaliserer det ved at lade David forkaste hele sproget og ønske et helt nyt. Han vil være radikalt sig selv og slet ikke udtrykke sig på en måde nogen anden har benyttet før. Hans plan må forudsigeligt nok forkastes med det selvfølgelige argument at Ellen jo ikke ville forstå ham når han talte dette nye sprog. Vi har brug for et fælles sprog.

Der er naturligvis en person som utrykker sig gennem sproget og som så at sige står bag det skrevne. I Viggo Hørups ungdom synes denne alene at udtrykke sig gennem sproget selv. I dag er vi kommet så meget videre at de elskende som taler eller skriver som oftest er ekstremt usikre og klodsede. De har smidt formler og krydret-interessant jargon på porten, men har intet at stille i stedet. Deres tale er formløs, deres optræden håndholdt. Det som Løgstrup kaldte formløshedens tyranni er denne tilstand når den gøres til regel, når den opfattes som det mest ægte. En gylden middelvej må være mulig, at vi tror på vores ægthed, også når vi taler smukt, men at vi på den anden side også ér det, og ikke taber os selv i akademiske eller poetiske fraser.

Hvem kom først?

Der står mange sjove historier i Politiken:

I 2001 Købte den kinesiske advokat Liu Gang et 200 år gammelt kort. Kortet er en kopi, men originalen går tilbage til 1405, og viser Nordamerika, som den kinesiske admiral Zheng he altså opdagde sådan knap 100 år før Columbus. Liu Gang har nu kortet i en bankboks som han har forbud mod at åbne, fordi opdagelsen ryster hele den vestlige verden:

Columbus opdagede slet ikke Amerika først!

Alligevel er der nok tale om en storm i en kop te. Hvem der har opdaget hvad for første gang er på én gang meget fasttømret, og meget flydende. Fasttømret fordi spørgsmålet om hvem der kom først ikke kun er et objektivt historisk spørgsmål, hvis svar kan korrigeres når kilder kommer frem, som er mere præcise end de hidtidige. Det er i mindst lige så høj grad et spørgsmål om europæisk historie og selvforståelse. Opdagelsen af det nye land blev indgangen til en ny tidsalder i Europa. Uden denne tidsalder havde der næppe været noget særligt at fejre og næppe nogen grund til at kåre den som kom først. Hvem der kom først til Amerika er altså lige så meget et spørgsmål om den fortalte historie, som den, der kan findes i historiske kilder.

Det betyder ikke at man kan fortælle hvad som helst og udråbe det til historisk sandhed. Vi har i virkeligheden at gøre med en meget tvivlsom kategori, når vi vil kåre hvem der kom først. Det lader sig faktisk ikke gøre. Man kan kun for alvor tale om at komme først hvis man klart har defineret hvad det er man skal komme først til og hvor det ligger. Det Amerika som vi kan tale så oplyst om, måske endda mens vi peger på en globus, var på ingen måde det land som hverken Zheng he fra Kina eller Columbus fra Europa opdagede. De opdagede hver især først og fremmest en kyst.

Det er absolut ingen ringe opdagelse. Men en kyst er ikke et kontinent. Columbus blev aldrig klar over at han havde opdaget et kontinent – man kan sige: han opdagde aldrig hvad han havde opdaget. Og ironisk nok hedder det nye kontinent heller ikke Colombia. Det navn er givet til en lille, fattig stat i Sydamerika, som ernærer sig ved kaffe- og kokainproduktion. Navnet Amerika er givet kontinentet af en korttegner som havde læst Amerigo Vespuccis rejseberetninger.

Historien rummer mange eksempler på at man efterfølgende har fastslået at andre har opdaget et land før europæerne. Vi skandinaver bryster os med at vikingerne opdagde Amerika først og kaldte det ’Vinland’. Dog, for Vikingerne var det netop ikke et nyt land, men blot en kyst i den yderste del af den kendte verden hvor man kunne dyrke vin. På samme måde kan man diskutere om ikke indianerne opdagde Amerika først, de var der jo ret beset hele tiden, og derfor også først. Og igen: de opdagde ikke landet, de var der. Det, som tæller som en opdagelse, er den historiske begivenhed, en ændring i folkets fortælling om sig selv.

Historieforskningen er gradvist blevet mindre eurocentristisk. Men når vi partout vil kåre hvem der kom først kan vi ikke undgå at være det. Hele ideen om at opdage nyt land forudsætter en afgrænset, kendt verden, den forudsætter den europæiske selvforståelse med Europa i midten og verden rundt om som stort ukendt land, klar til opdagelse og underkastelse.