Saturday, April 15, 2006

Til den danske forbrugers orientering

Der var naturligvis tale om ren og skær, objektiv forbrugerinformation, når tv2 i 19-nyhederne bragte nyheden om danskernes ekstravagante campingferier. Holbæk Camping fik lov at stå som eksempel på hvordan camping som ”fattigmandsferie” er afskaffet til fordel for luksus og høje priser.

Og så begyndte ellers opremsningen. Holbæk Camping har nemlig alt, både massør, muskelterapeut, spabad og andre luksusgoder. Vi får også i farten nogle positive ord med på vejen af et par glade campister, og til sidst skal vi selvfølgelig ikke snydes for prisen på hele herligheden.

Det er forbrugerinformation som kommer hele vejen rundt. Og tilmed en klar win-win-situation. For Holbæk Camping kan vist være mere end tilfreds med at Tv2 valgte lige den campingplads til at illustrere nyheden om den umådelig interessante udvikling i danskernes campingvaner. Det ligner en tanke – dog en ganske utænkelig én – at der kunne være mere mellem Tv2 og Holbæk Camping end glade smil og varme håndtryk.

Fy, sådan noget må man ikke insinuere, men hvad er så egentlig Tv2s formål med dette skamløse stykke ’product placement’ med komplet prisliste? Faktum er at indslaget som reklame betraget fungerer fremragende mens det som journalistisk indslag er ualmindelig dårligt. Hvor er den kritiske vinkel? Hvor er statistikkerne som oplyser om hvor mange danskere der har råd til en sådan ferie? ”Danskerne” kan ikke uden videre bruges som alibi for at fortælle hvad som helst uden en klar journalistisk vinkel. Ikke med mindre man hedder Søren Ryge-Pedersen i hvert fald.

Forbruger-journalistik er ingen let sag. Vil man fortælle en nyhed, skal den helst være synlig som andet end en tendens. For tendenser kan enhver jo finde ved at læse statistikker. Det er faktisk tendensers kendetegn at de ikke er der som sådan, men opstår når nogen læser en statistik eller sammenligner nogle tal. Det kan der sagtens være en nyhed i, men kun hvis vi får det hele med, og i hvert fald det vigtigste, nemlig hvad journalistens begrundelse er for at trække de nævnte tal frem.

Hvorfor er det interessant hvordan danskerne camperer? Hvad siger det om os, har vi fået flere penge, har vi alle sammen det osv osv.

Hvis det ikke er bevidst skjult reklame, så er det i hvert fald tegn på en form for avanceret journalist-dovenskab. Hele historien skriver sig selv, ja den er i en vis forstand allerede skrevet, man skal bare blade campingpladsens katalog igennem. Så tager man et kamerahold med, filmer lidt her og der, hjem og producere indslaget og 4 minutter er hjemme.

Lise Nørgaard blev Danmarks i en vis forstand første forbruger-journalist. Hun har beskrevet hvordan man i tidligere tider inviterede journalister til messerne et par dage før de startede til en eksklusiv fremvisning af produkterne. Her kom journalister så og blev trakteret og fik gode, næsten færdige historier om de fantastiske produkter serveret kvit og frit. Det var ikke faldet nogen ind – som andet end en uting – at forbrugerjournalistik også kunne handle om hvorvidt produkterne var gavnlige for forbrugerne. Forbrugerne, hvad skulle de nu blandes ind i det for.

Men det er altså dem der skrives og filmes for, og de vil have ordentlig besked. Sæt os nu ikke 50 år tilbage i tiden, Tv2!