Uhyrlige gebyrer

Stofanet nede igen igen. Jeg ved det er min egen skyld. Regningerne ikke betalt automatisk som jeg troede og fjernsynet lukket - og med det også internet; sådan fungerer Stofa, forstå det hvem der kan! (Jeg forstår det egentlig godt; de vil tjene flere penge og har dermed koblet tv og internet sammen.) Jeg er derved ganske uden net indtil jeg har betalt regningen plus – siger og skriger – 700 kr. i genåbningsgebyr.

Som sagt, jeg ved det er min egen skyld og at Stofanet har alle mulige love og regulativer på deres side. Men det forhindrer ikke én i at blive ualmindelig harm på begrebet 'gebyr', dette universalredskab til at opkræve penge for ingenting.

Der har allerede længe eksisteret en tendens i sproget mod, at det man ikke ønsker skal udtrykkes klart, behæftes med vage og tvetydige udtryk. Det politiske sprog er fyldt med sådanne, for de er nyttige når man kobler dem sammen med et stylet image; lærer at blinke mindre og smile på de rigtige tidspunkter. Markedsaktører ønsker imidlertid det samme, et cool image og mindst muligt fokus på det folk skal betale for varen. Og dog skal der jo være en vis begrundelse for at opkræve penge, så vips har man opfundet begrebet 'gebyr', som kan bruges i enhver henseende. Udtrykket bruges så i flæng om mange forskellige former for betaling. 'Oprettelsesgebyr', som dækker en ikke specificeret række ydelser, 'rykkergebyr', som egentlig er en slags bøde, 'gebyr for pakkeskift', som er en ændring i ens abonnement, måske endda til noget dyrere. Begrebet 'pris' synes at være på vej ud. Det bruges kun i de tilfælde hvor der er tale om noget ganske standardmæssigt.

Man kunne også sige: priser er for de fattige, alle de rige og smarte betaler gebyrer. Priser er noget der betales for en klart specificeret vare. Når stort set alt det, man modtager er blevet udefinérbart – når alt det som før hed 'varer' nu er blevet 'serviceydelser' – så bliver priserne til 'gebyrer'. Dette marked af serviceydelser og gebyrer synes meget mere fleksibelt fordi vi er vænnet til ikke at betragte et gebyr som noget der står i et klart defineret forhold til serviceydelsen – al den stund denne også oftest er meget uklart defineret. Gebyret accepteres imidlertid af samme grund, nemlig at det passer til forbrugerens følelse af egen særegenhed, som kræver et særligt produkt til en særlig pris.

Hos offentlige eller halvoffentlige instanser findes der også gebyrer; her hedder de 'afgifter', men er ikke væsensforskellige fra gebyrerne. Det er ofte uklart hvorfor de opkræves, og de opkræves i vidt forskellige sammenhænge. Også her findes bøden forklædt som 'kontrolafgift'. Hverken Stofanet eller Århus Sporveje bryder sig om at uddele bøder. Så de kalder dem noget andet, som lyder mere sympatisk. Bøder bliver de nu ved med at hedde blandt dem som skal betale dem.

At give bøder til folk uden billet er for mig at se helt legitimt. Mange afgifter er også præcist definerede, og man er fri til at stille spørgsmål ved legitimiteten. Med gebyrer er det sværere. Når igen ved hvad de køber for deres penge kan de også kun svært vurdere om de betaler en rimelig pris eller ej.

Jeg har i hvert fald tænkt mig at gennemsøge markedet for en udbyder med en rimelig pris. Regningen til Stofa skal jeg nok betale, men genåbningsgebyret er jeg vel fri til at bruge hos en anden udbyder. Oh, du markedets frihed, hvor er du sød.