Støt de uøkonomiske studerende!

Så fik vi igen igen en af disse trættende debatter om hvordan vi skal få studerende i Danmark til at stramme sig an. Til at starte tidligere og færdiggøre sig hurtigere. Vi får at vide at sabbatår er dyre i samfundsperspektiv, at erhvervslivet sukker efter veluddannede unge og at det i sidste ende handler mest om motivation og incitament.

Deadline havde denne mandag inviteret to veloplagte debattører med gode intentioner og veltilrettelagte argumenter. Her burde jeg jo efter seks års studie være meget interesseret, og ikke, som det faktisk var tilfældet, føle at diskussionen er aldeles uinteressant. Den vedrører mig ikke, end ikke når jeg kan finde paralleller i den til mit eget studieforløb. Diskussionen er nemlig rent økonomisk.

Nok vedrører den universiteterne, men den handler ikke om nogen af de fag der bedrives her. Jeg har under alle disse diskussioner haft en tilbagevendende følelse af at diskussionen drives i et nok sagligt, men aldeles ufagligt rum. Det, der tages udgangspunkt i, er altid dét som alle studerende har til fælles, de immatrikuleres så og så lang tid efter deres studentereksamen, de modtager SU og de afslutter deres studium i den og den alder. Det er abstrakte faktorer som kun er interessante for folk som ser universitetet udefra, økonomer nemlig.

At universitetet ses sådan er ikke noget nyt. Selvejerskabet betyder allerede at universiteterne i princippet kan ansætte økonomer til at lede. Viden er en handelsvare, og universitetet kan meget vel ses som videns-fabrik. Formuleringer som ”produktion af kandidater” er for længst i omløb og den logiske konsekvens at al denne økonomiske tankegang er vel at man også overvejer hvordan man kan strukturere SU så den kan hjælpe til at fremskynde og effektivisere al denne produktion.

Det lyder alt sammen meget alvorligt og voksen-agtigt, man er jo nødt til at tænke på økonomien, ikke! Når nu de unge studerende så gerne blive på uni lidt længere, så forekommer det i denne sammenhæng en at være rent sløseri og ungdommelig fjumren. Livets realiteter presser sig på, formaner økonomerne og politikerne.

Men de enkelte – vel at mærke ALLE de enkelte – studerende, går jo på et eller andet konkret studium. De er måske grebet af det, de finder det interessant, og går måske snarere på Biokemi end på KU, de ser sig måske som mere statskundskabsstuderende end immatrikulerende på Århus Universitet. De studerer formentligt – forhåbentlig – fordi de finder deres respektive fag interessant og spændende, og ikke ud fra en abstrakt idé om at de kommer til at bidrage til BNP en eller anden dag.

Hvad skal disse interesserede studerende bruge de igangværende diskussioner til? Hvad skal man sige når ens faglige engagement bliver mistænkeliggjort. Den ene dag er det godt at man er blandt cremen af Danmarks ungdom som får en højere uddannelse, den næste (efter normeret studietids ophør) er man langsom, ubeslutsom, sløsende, fjumrende og hvad ved jeg.

Der er bestemt studier hvor det er nyttigt at man gør sig hurtigt færdig. Men jeg har endnu ikke hørt en eneste af disse diskussionspartnere nævne nogen studier. De forbliver i deres abstrakte rum. De forbliver derved bevidst blinde for at der er studier hvor man sagtens kan bruge 2 ekstra år konstruktivt. Der er også, studier som leder ud i arbejdsløshed, og hvor det ikke hjælper at blive færdig hurtigere.

Der er forskellige studier som alle kræver deres egen vurdering. At se det hele i sammenhæng er interessant for politikere og økonomer. For mig er det inderligt uinteressant.

Red tolerancen!

Jeg opdagede i dag for første gang at de politiske slagord nul tolerance nu findes som substantiv, som ordet nultolerance. Det kan man diskutere hvor meget man skal lægge i; jeg ser en med stor beklagelse på det. I denne uskyldige sammentrækning af to ord kan ligge en normalisering af et udtryk som oprindelig var agitatorisk og manipulerende. De, som gjorde ”nul tolerance” til slagord vidste formodentlig meget godt hvad der lå i det. Når det nu optræder med selvfølgelighed i en socialdemokratisk valgannonce må man formode at end ikke afsenderen ved hvad han egentlig siger.

Når man fører valgkamp på at udvise ’nultolerance’, så vil man typisk underforstå at modstanderen udviser tolerance over for noget man ikke bør tolerere. Når man taler om nultolerance i forbindelse med kriminalitet antyder man at der findes politikere der tolererer kriminalitet.

Inden for retorikfaget hedder den slags en ’stråmand’, og indebærer at man, med Piet Heins ord ”dutter folk en mening på hvis vanvid alle kan forstå”. Nultolerance er en sådan stråmand, men en ekstra snedig type hvor man ikke udtrykker den vanvittige mening højt, men underforstår den.

Det er naturligvis vrøvl at alle de, der ikke går ind for at straffe hårdt og hurtigt derved udviser ’tolerance’ over for kriminalitet. Det er udtryk for politisk manipulation og lidet sympatisk. Imidlertid er det ualmindelig snedigt manipuleret og har fået den konsekvens at udtrykket er blevet normalt, og bruges af folk som end ikke kender dets undertoner.

At man ikke ønsker at manipulere andre betyder dog ikke at man ikke kan lade sig manipulere af sit eget sprog. Ordet fanger, og man står til ansvar for alt hvad man har sagt.

Nultolerance er som sproglig nyskabelse et vidne om det politiske sprogs forfald og en trussel mod det daglige sprog. Det første er det mindst katastrofale. Ordet viser meget simpelt at man kan danne politiske slagord af præfixet ’nul’. Skabe politik ud af ingenting. ’Nul’ som politisk slagord vidner mere end noget om politisk idéløshed.

Endnu mere skræmmende er det at ’tolerance’ kan lanceres som et negativt ord. Det vi som danskere har været så stolte af skal nu lanceres som negativt og siddestilles udtryk som ’blødsøden’ eller ’tossegod’.

Den vigtige kamp bliver derfor kampen for at restituere tolerancen. Det skal være positivt at være tolerant. Det er lykkes til dels at gøre ’smagsdommer’ til et positivt ord selv om det var lanceret som negativt. Det burde være lettere i tilfældet ’tolerance’, for det har længe været et positivt ord.

I øvrigt er dette en ægte politisk målsætning. At være tolerant er ikke let, det kræver anstrengelse. Men netop denne anstrengelse er det, der gør tolerance til forudsætning for politik. Politik er, at tage fællesskabets anstrengelse på sig. Derfor kan man heller ikke løse kriminalitetsproblemer med slagord som ’nul tolerance’. Hvis man dermed mener at man skal slå hårdt ned på lovovertrædelser første gang, så har man taget et skridt mod et tankeløst automat-retsvæsen.

Dette retsvæsen er et embedsmændendes retsvæsen. Når en skyldig stedes for fyrsten er det embedsmænd der visker fysten i øret: ”dræb, vis ingen nåde”. Men det er den magtfuldes privilegium at vise nåde. Fyrsten er billedet på retten i sin helhed, og den skulle gerne være andet og mere end et rent mekanisk system. Den skal også afspejle den anstrengelse vi alle må gøre os for at leve med hinanden:

Tolerancen!

Terrorpakken og Panoptikon

Regeringen har givet os en pakke med det makabre navn ”terrorpakken”. Ikke at jeg her vil forklejne det ædle formål, nemlig at bevare liv og frihed og forhindre terror i at ramme os, men man bør dog alligevel passe på at dette ikke gøres gennem forkastelse af alle tidligere principper.

Det er ellers ikke så svært al den stund disse principper hedder ret kedelige ting såsom ’forbud mod registersammenkøring’ eller ’krav om retskendelse ved udlevering af oplysninger til PET fra offentlige myndigheder’. Lidt mere bid er der i diskussionen om overvågning af offentlige pladser, for her har George Orwell forsynet os med et fremragende skrækscenarie som altid fungerer som henvisning: Big Brother-samfundet hvor et øje konstant hviler på alle.

Det er derfor lettere at være imod det sidste end det første. Derfor foreslår regeringen lettere adgang til oplysninger for PET, men ikke overvågning af offentlige pladser. Problemet er ellers det samme.

For at forstå dilemmaet kan vi passende kaste et blik tilbage i det 18. århundrede hvor Jeremy Bentham udtænkte en arkitektonisk indretning han kaldte panoptikon. Den bestod af en ringformet bygning delt ind i celler, og et tårn i midten hvorfra alle celler var synlige hele tiden, men hvor den der stod her ikke kunne ses udefra. Dette var mere end et stykke arkitektur, det var en drøm. Målet var at hele samfundet skulle være et panoptikon hvor det var muligt for ganske få mennesker at overvåge mange.

Bentham forbandt kun dette med noget positivt. At man kunne overvåge mange betød at man kunne opdrage og civilisere dem, ja at de ville civilisere sig selv i bevidstheden om overvågningen. Men panoptikonfunktionen har også en dæmoniske form, som vi kender fra Orwell. Big Brother er det alt-seende øje hvilket er betydningen af det græske pan-optikon.

Det er altså klart at et sådant øje kan være godt og det kan være ondt. Med andre ord har det karakter efter dem som bruger det. Det er noget der kan bruges og misbruges. Foucaults ord gælder her det arkitektoniske panoptikon, men kan også gælde mere generelt:

"Et hvilken som helst individ ... kan få maskinen til at fungere ... Ligesom det også er ligegyldigt hvilket motiv der motiverer ham: Den indiskretes nysgerrighed, et barns ondskab, en filosofs appetit på viden ... eller de menneskers ondskab, som finder behag i at udspionere og straffe. Jo mere talrige disse anonyme og forbigående observatører er, desto større bliver den indsattes risiko for at blive taget og sindets uro over at blive observeret." (Overvågning og straf s. 219)

Et redskab hvormed man kan overvåge folk kan bruges til alle mulige formål, og skaber netop derfor uro i sindet og utryghed. Jo mere utryghed, jo mere fuldendt det er. Når vi daglig ikke tænker på dette er det ikke fordi vi ikke kan overvåget ligeså effektivt som i Panoptikon. Registrering og overvågning er i dag utrolig fintmasket. Det, som gør de mange former for overvågning legitime er at de hver især har deres egne små formål.

Det, som er farligt er hvis overvågning løsrives fra sit oprindelige formål og stilles udenforstående til rådighed. Så åbnes muligheden for at alle de epicentriske overvågninger kan samles i ét stort øje. Det er det, der ligger i lovgivningen imod registersammenkøring. Det er ikke forbudt at føre et register, men det er forbudt at bruge det i en fremmed sammenhæng sammen med en masse andre registre.

Når man vil give PET øgede beføjelser til at hente oplysninger hos offentlige myndigheder er det også en udstyring af PET med et redskab der ligner dette panoptikon-øje. Det er der grund til at være imod. Det handler ikke om mistillid til PET, men om at redskabet ikke bør findes fordi det kan bruges.

Det meste af indholdet i Orwells ’1984’ var virkeligt allerede i hans samtid i 1948. Kun ikke det perfekte alt-seende øje var endnu kun en skrækvision. Det skal det blive ved med at være. Kun det!

Katastrofen og mig

Tsunamien og jordskælvet i Pakistan bragte danskerne til lommerne. Sådan så det i hvert fald ud i den massive selvfremstilling som har fulgt nødhjælpen. Sammen med nyheden om katastrofen har hele tiden været fortællingen om vores forhold til katastrofen. Hvor meget vi føler med de ramte og ikke mindst hvor rekordhøjt et beløb vi har doneret til hjælp.

Her under katastrofe nr. to fortælles det således perspektiverende at danskerne kun har givet en tolvtedel af hvad de gav til ofrene for tsunamien. Man undrer sig, og udtænker kreative forklaringer såsom at danskerne ”kan forholde sig til Thailand hvor de har været” mens Pakistan er anderledes ukendt. Jeg har nu aldrig været i hverken Thailand, Indonesien, Indien eller Sri Lanka og kan ikke rigtig se hvilken relevans det så skulle have.

Problemet er at man forventer at folk giver flere penge, jo alvorligere katastrofen er. Men sådan er mennesker ikke indrettet. Der er mange faktorer der bestemmer hvor meget folk giver, og de spiller sammen og danner en unik kombination hver gang. Det betyder f.eks. meget om

- er der tv-billeder af katastrofen
- kommer katastrofen tæt på en anden katastrofe
- er der troværdighed om de meldinger der kommer fra indsamlerne

Tv betyder utrolig meget, men det kan ikke formidle den situationens alvor som organisationerne savner bevidsthed om. Tv kan bevæge folk til at give en masse penge, sådan som det skete efter tsunamien. Men hvis man tror folk gav så meget pga. katastrofens faktuelle omfang og forventer det samme nu pga. denne katastrofes fuldt ud sammenlignelige omfang, så tager man fejl. Tv kan meget, men er dårligt til at formidle fakta. Vi kan se billederne, men synes vi har set den slags før, og nu er vi ærligt talt træt af al den katastrofesnak.

Nu er spørgsmålet også: hvorfor skal størrelsen af nødhjælpen afhænge af min evne til at aflæse katastrofens omfang og alvor ud fra nogle tv-billeder? Ja, ville nogen sige, for så det er vigtigt at vi engagerer os i nødhjælpen, ligesom det er vigtigt at vi ikke blot giver af automatik; at nødhjælpen så at sige kommer fra hjertet. Men der er mange gode grunde til at kæmpe imod denne privatiserede nødhjælp.

1. Rent praktisk er jeg imod den fordi den, udover det uundgåelige bombardement med tv-billeder (som tv lever af) også medfører en sammenstimlen af nødhjælpsorganisationer på alle pladser, gågader og biblioteker. De kræver hver især opmærksomhed for netop deres sag, og tvinger giveren til at vælge.
2. Nødhjælp er ingen konkurrence. De forskellige organisationer arbejder sammen om et fælles mål. De modtager dog penge hver for sig, og det skete i sidste katastrofe at nogle fik for mange penge mens andre fik for få.
3. Private donationer og selvforherligelse går ofte hånd i hånd under store katastrofer og kan kulminere i store tv-shows som får folk til at give endnu mere. Vi giver for at kunne se på tv hvor meget vi har givet. Yrks!
4. Der er ikke et hak mere hjerte i 100kr. givet under en indsamling end i 100kr. givet over skatten. Og den sidste løsning har den fordel at vi slipper for at tale så meget om hvad vi har givet.

Jeg synes der er al mulig grund til at beholde og forøge den statslige nødhjælp, ligesom i øvrigt den statslige ulandsbistand. Størrelsen kan man i begge tilfælde fastsætte politisk og kvalificerede mennesker kan bestemme hvordan pengene skal bruges. Det ville være ægte hjerte i, for det ville være en sikker og alvorsbestemt nødhjælp. Og vi kunne endda slippe for at bombarderes med anklagende tv-billeder der på usagligt grundlag vil give os dårlig samvittighed og med god samvittighed undgå de indsamlere der svirrer om os som fluer.

Terror i Århus

For et par uger siden skulle jeg have oplevet min lillesøster synge i operaen i Kolding. Jeg er stor operaentusiast, og kunne måtte indrømmet sluge en lille ærgrelse over at det blev hende og ikke mig, der først debuterede i en opera. Det var dog med stor og glædelig forventning jeg købte min togbillet til Kolding hin onsdag for tre uger siden.

Jeg kom til at overvære en ganske anden forestilling.

Ikke fordi den stod tilbage for ”La Boheme” i hverken dramatik eller tragik. Jeg havde placeret mig mageligt i et blåt sæde, og allerede belavet mig på at finde min medbragte suppe frem. Folk søgte efter pladser, baksede med bagage og alle gjorde de ting man nu gør i et tog.

Så lød da den noget nervøse og forvirrede højttalerbesked: ”Der er en bombetrussel mod Bruuns Galleri. Alle skal forlade toget og gå op på gaden ad trappen på perronen”. Beskeden mødtes med spredt forvirring, men absolut ingen panik. Situationen var jo ikke just ny. Ærgerlig pakkede jeg min suppe ned i tasken igen og gik mod udgangen. Beskeden blev gentaget, men uddybedes ikke da man angiveligt ikke vidste mere.

Jeg tænkte at den letteste måde at evakuere alle disse mennesker på ville være at køre toget ud af banegården og væk fra Bruuns Galleri. Men så let skulle det ikke være…

Altså stod vi der på gaden. ’Vi’ skriver jeg, for vi var virkelig en gruppe. Nærmere bestemt en flok togpassagerer uden tog, hvilket vel kan sammenlignes med en flok får. Alle ventede, men ingen vidste hvad der nu ville ske. Og frem for alt var der jo intet informationssystem og ingen styring som kunne sørge for at noget kunne ske. Derfor blev man der hvor man var. Jo mere jeg tænkte efter jo mere klart blev det at jeg ikke ville komme af sted.

Det er den afventende situation som efterhånden er kendt fra TV når noget stort og uventet er sket. Der manglede bare speakerstemmen, og de regelmæssige klip til studiet. Selv når intet er klart er det dog betryggende at Tv har et fikspunkt i journalisten på stedet. Nu var alt imidlertid usikkerhed. I tilbageblik er det interessant at jeg slet ikke regnede med muligheden for et reelt terrorangreb. Der var heller ikke skyggen af panik at ane hos nogen andre.

Nej vi var alle snarere beskæftigede med hvornår toget ville køre igen. Derfor stod folk paradoksalt nok og flokkedes på M. P. Bruuns Gade klods op at det bombetrusselsramte Galleri. Hvad skulle man ellers gøre? Hvad nu hvis alarmen blev afblæst… Tænk hvis vi alligevel kunne komme af sted…

Jeg kom ikke af til Kolding. Alarmen blev først afblæst efter at Rullemarie havde været i centret – tilkaldt fra Skive Kasserne. Det blev senere klart at der slet ikke havde været nogen trussel, men blot en mistanke, nærmere bestemt en uskyldig kuffert glemt på et toilet.

Jeg er klar over at jeg ikke er den første der oplever dette halløj. Havde der været tale om en reel trussel så havde jeg også gerne taget min del af ubehagelighederne. Men dette er ikke reelt på nogen måde. Det er over-hysteri.

Skal man standse trafikken i det halve land hver gang nogen glemmer en kuffert på et toilet? Det var Banegårdens vurdering. Men vurderingen støtter sig på stort set ingen konkret viden om situationen. Terrortruslen er nemlig aldeles ukonkret. Ingen ved hvordan næste angreb vil se ud, hvor det vil komme og hvad man kan gøre for at forhindre det. Altså kan ingen bedømme præcis hvor hysterisk man bør være over en kuffert.

Men en ting må man da kunne forlange. Hvis det fremover skal være hverdag at man evakuerer banegårde og indkøbscentre på grund af så lidt, så kan man ikke vente på Rullemarie fra Skive kasserne. Det kan ikke være for meget at forvente at der står en Rullemarie og trænet personale i alle større banegårde, samt måske de største indkøbscentre. Så kan alarmen i det mindste blive afblæst hurtigere en den blev den onsdag.