Det rene netværk

Det virker lidt komisk, men er ikke desto mindre glædeligt: de moderate muslimer i Danmark er begyndt at konkurrere på hvem der bedst kan fjerne kløften mellem danskere og muslimer. De er alle enige om at tage afstand fra fanatikere, men ikke helt i hvordan.

De første ængstelige røster har meldt sig: er det ikke farligt hvis de moderate nu begynder at slås med hinanden? Vil det ikke bare skabe mere polarisering? Både-og, ser det ud til. Det nyeste er en forening der kalder sig ”The Network” og har Tanwir Ahmad som talsmand. Via denne forening kan man ”booke en muslim, som repræsenterer det tavse flertal, og som ikke vil tages som gidsler i boksekampen mellem Khader og imamerne”.

Både formuleringen og hele ideen indbyder til nærmere eftersyn. Ikke fordi den er forkert. Det er som sagt sympatisk at muslimer vil være moderate og gå i dialog. Men den sætning altså!! Lad os se på den…

1. ”Booke en muslim”?? Hvilken slags muslim, da? Hvis de vil være så ekstremt moderate og endda ”repræsentere flertallet”, så kan man da ikke sådan tale om ’en muslim’ som om det var noget entydigt. Skal moderate muslimer nu betragtes som en kuriositet på linie med rockere der drikker caffè latte? Hvorfor ikke blot skrive: book en foredragsholder. Ja, det er vel det de forestiller sig at muslimen skal bruges til, vel ikke bare stå på et bord til almindelig beskuelse.

2. Muslimer fra ”The Network” repræsenterer det tavse flertal, siger de! Det er ikke første gang man hører det, og det er muligt at det stadig virker som argument, men det er alligevel vrøvl og sludder og det der er værre: humbug og politisk plat. Ud af Danmarks 200.000 muslimer er måske 3% organiseret og taler således gennem deres repræsentanter, f.eks. Naser Khader eller Tanwir Ahmad. Resten er naturligvis velkomne til at ytre deres mening i offentligheden, men de har kun én stemme hver. I pressionsdemokratiet, hvor det først og fremmest gælder om at være mange nok, er én stemme ingen stemme. Det er dette pressionsdemokrati som derefter omdøber de uorganiserede til ”det tavse flertal”. For så får de lige pludselig en stemme. Så bliver de til et redskab man kan presse de andre med. Så bliver de med ét slag enige alle sammen, og lader sig med glæde repræsentere. Hvilket tryllenummer!! The Network har da også en mening klar som kan samle alle de tavse:

3. De er nemlig alle bange for at blive gidsler i en boksekamp! Hvad enten dette er noget 185.000 muslimer virkelig tænker eller ej, er det sludder. Naser Khader har argumenteret imod de rabiate muslimer og han holdt fast på sin ret til at være muslim uden at blive puttet i bås og uden at andre skal påstå at de repræsenterer ham. Han har stiftet en forening der samler forskellige muslimer der lægge vægt på at være demokratiske og dialogsøgende. Det kan man godt udlægge som en boksekamp hvis man insisterer på at enhver meningsudveksling kan ses som kamp. Men det er næppe hensigtsmæssigt at gøre kampmetaforen så bred. Når The Network beskriver Khaders forhold til Imamerne som en ”boksekamp”, så lægger de selv op til strid. I øvrigt ligger der i udtrykket ’boksekamp’ at man tilsyneladende ikke ønsker at tage Khader sag rigtig alvorligt. Hvorfor ikke? Igen synes det et forsøg på afstandtagen. The Network skal jo nødig rodes ud i noget snavset kiv og strid.

Det er al ære værd at The Network vil leje muslimer ud og skabe dialog og forståelse. Men det er lidet sympatisk når de tager Khader som gidsel i deres kamp for at virke moderate. Så kan han få lov at udkæmpe kampene, mens The Network holder sig rene.

Har du lyttet til dit bolche i dag?

Vi kender det godt, det med at nørder går meget op i hvordan dørene på deres biler smækker, hvilken lyd cd-skuffen siger når den kører ind osv. Nørder? Nej, nu skal vi alle have del i den velsignelse det er at registrere og genkende den helt rette lyd hos det vi konsumerer. Vi er alle lyd-fetischister vi ved det blot ikke, påstår videnskaben.

Forskere på University of Leeds har netop fundet ud af at et "sprødt fødeemne" frembringer en lyd som ikke kan opfanges af øret alene, men registreres ved et ”komplekst samspil” af mundhulen og øret. Så bider man i et stykke chips vil halvdelen af glæden opstå i et samspil mellem øre og kranie – helt uden om tungen, den slatne dødbider.

Tænk om man kunne rendyrke denne komplekse kilde til nydelse. Som manden på risten bemærkede: ”Jeg får aldrig andet end lugten, men af den ka’ man godt bli’ mæt.” De tider er forbi, nu kan man nøjes med lyden. Ikke helt naturligvis, der skal et ”komplekst sammenspil” til, og noget der kan afficere mundhulen. Men det kan videnskaben vel nok frembringe. En slags mund-vibrator måske?

Noget er der om det med lyden. Det er måske derfor man bliver fed af chips. Helt alvorligt talt, det er måske fordi det er som forskerne siger: Halvdelen af nydelsen ligger i at bide i chipsen. Når den er bidt i stykker og blandet med spyt mærker man at den jo egentlig bare en en kartoffel med for meget salt. Så har man brug for igen at føle den velsignede sprødhed, og gumler et nyt stykke.

Sådan er det med mange slags slik og snacks. Dracula-bolcherne er et lignende fænomen; de er dækket af et uimodståeligt salmiakstøv, og således herlige at tage i munden. Men når al salmiakken er væk bliver de kedelige. Man kan hente lidt ekstra nydelse i at knase dem, men den forstyrres af at bolchemassen så sætter sig i tænderne. Et bolche som man har knaset én gang er et irritationsmoment, som det gælder om at få af vejen så man kan tage et helt friskt med salmiak.

Det der kendetegner både chips og Dracula-bolcher er altså at nydelsen ligger på helt bestemte tidspunkter i indtagelsen hvorefter de mest er i vejen. Selve stoffet, kartoflen, bolchet er blot en slags transportmiddel for selve smagen/oplevelsen.

En variant af dette er det tidligere nævnte Familie Guf. Her ligger nydelsen også i den første bid. Man tager imidlertid ikke et nyt stykke fordi nydelsen er ophørt, men fordi det stykket er blevet til noget klistret stads der ikke er til at få ud af munden eller tænderne. Man er nødt til at spise et stykke mere for at få det sidste stykke væk. Det er naturligvis en umulig mission, og Malaco har gjort posen ekstra stor fordi de kender folks forsvarsløshed over for ækelt klistret vingummi. Sådan en pose kan slå en fuldstændig ud.

Den forskning der viser lydens store andel i nydelsen af knasende madvarer, viser også hvor meget større end hidtil antaget den navnkundige Willy Wonka må være. Vi ved at han opfandt et uforgængeligt bolche, hvilket her vil sige: et bolche som man aldrig har fornøjelsen af at knase. Det betyder rent bolchepsykologisk at et sådant bolche for det første skal være dobbelt så godt som andre bolcher for at kompensere for den halvdel af nydelsen der ligger i lyden, når man knaser det. For det andet er det nødt til at blive bedre og bedre, da man ellers ville blive træt af det, knase det og tage et nyt. Ét bolche er intet bolche med mindre man da kan finde en måde at fastholde nydelsen med.

Man kunne godt frygte for en sådan udvikling. Men på den anden side, et uforgængeligt bolche er vel ikke noget slikindustrien er interesseret i…

At skyde kultur med kanoner

Jeg har hidtil vægret mig ved at være for eller imod vores allesammens nye kanon. Når den politiske dagsorden fordrer at man tager stilling for eller imod er min rygmarvsreaktion ofte at holde ironisk afstand.

Jeg var nær ved at skrive ”rygradsreaktion”. Ikke helt ved siden af; jeg tror faktisk at det også handler om at have rygrad, og netop ikke bøje sig for kravet om at man skal have en mening om alt. Jeg havde i lang tid ikke rigtig nogen mening om kanonen. Bortset fra at den var igangsat af Brian Mikkelsen, som plejer at ødelægge alt hvad han rører ved, hvorfor han også har fået et ministerium hvor han gudskelov ikke ødelægger noget af økonomisk værdi.

Ja, der fik jeg så krænget min mening om kulturministeren ud mellem sidebenene. Men kanonen, hvad nu med den. Tja, min første tanke var at der i 2001 var en tilsvarende diskussion på Idéhistorie, som altid har været præget af en meget udstrakt grad af frihed til at læse lige hvad man havde lyst til. En kanon kunne bidrage til en mere klar fagprofil og samtidig sikre at man ikke kan gennemføre studiet uden at kende de vigtiste værker. Jeg var dengang for indførelsen af en kanon, men hælder nu mod en afvisning fordi det alligevel vil gå ud over det vigtiste i studiet, friheden til at vælge det stof der er mest interessant.

Der kan være en lille smule nytte forbundet ved at fastslå hvad vi mener er de vigtigste værker, både på et studium og i en kulturel dannelsessammenhæng. Men særlig vigtigt er det ikke. De værker som er gode nok skal nok finde vej frem. Det gør de på idéhistorie hvor man godt kan sove sig igennem pol.øk.soc. på første år, men siden hen nok skal opdage hvor mange der citerer Lockes ”second Treatise on Government”. Vi behøver ikke gøre den til kanon, det er den allerede! Kulturelt gælder det samme princip: visse værker er vigtige fordi man ikke kan komme uden om dem. Men hvis man ikke kan det, hvorfor så kanonisere dem?

Kanonudvalget har ofte nok understreget at der er tale om udvalg blandt mange værker, for flere udvalgs vedkommende hundredevis. Men det er jo herligt, hvorfor så udvælge 12 af dem? Hvis der er hundredevis af arkitektoniske værker i Danmark som er interessante så vil jeg da hellere læse en bog om dansk arkitektur. En sådan findes vel, ellers kunne kulturministeriet jo have sponsoreret en sådan. Og ligeså for Musik, litteratur osv.

Det ville i øvrigt have fjernet den skævhed i årstal der optræder i flere lister. Man kunne, hvis der skulle tilføjes lidt mening til kanonen, have pålagt sig nogle begrænsninger, såsom ’et værk for hvert århundrede’. Man kunne også med fordel have defineret klarere hvad et værk er. Som kanonen står for os nu er den et miskmaskuddermudder af flere modstridende kriterier.

Derfor holder mange af kanonens fortalere også på det sikre kort at en kanon først og fremmest skal skabe debat. Bevares, det er da godt at vi debatterer vor kultur, men man kan jo med god ret hævde at det gør vi i forvejen. For musikkens vedkommende udgives der nye hitlister hver uge og hver radio- og tvstation har sin egen musikpris eller –award. En række byer har filmfestivaller med tilhørende priser og medieomtale og så videre. Det som kulturministeren har sat i gang sker allerede i stor stil, forskellen er blot at vores kanon er skrevet af statsautoriserede smagsdommere.

Hov, nu blev det lige pludselig noget positivt! Men det er ikke desto mindre det eneste gyldige argument jeg kan finde for den kanon vi har fået. Gyldigt som argument, men ikke uafviseligt. Jeg synes for eksempel det er helt hen i vejret.

Danskerne er nu beriget med både en folkeskolekanon og en kulturkanon. Lykkeligvis er det kun den første der har direkte praktiske konsekvenser; vi kan nå at redde os fra den sidste. Og så kan vi tillade os at blive klogere. Eftersom det hyppigste argument for den seneste kanon er at den har ført en masse debat med sig, har jeg et tilbud til regeringen som kan spare kongeriget for en masse penge:

Hvis en dansk minister igen får den idé at ville lave en kanon, så skriv til mig. Jeg skriver hjertens gerne en kanon til det danske folk om et hvilken som helst emne. Jeg kan gøre det for en brøkdel af det beløb man har smidt ud til de tidligere kanonudvalg og jeg garanterer at der nok skal komme debat for alle pengene alligevel.

Om ytringsfrihed i politik og samfund

En positiv konsekvens af den amokløbne konflikt om tegningerne af Muhammed er, at mediernes rolle selv bliver sat til debat. Nu kan alt vendes og drejes. Hvad skal medierne overhovedet levere, nyheder eller underholdning? Vil vi se billeder af konflikter eller forslag og forsøg på løsninger? Sidder medierne fast i et selvbillede som hører den førglobaliserede verden til? Er der overhovedet nogen mening i begrebet ’ytringsfrihed’? og mange flere hvoraf jeg vil tage et par op her.

Ideologisk set – og på ideologi er mediernes selvbillede i høj grad grundlagt / fastklemt – er ytringsfriheden selve mediernes eksistensgrundlag og en god del af grunden til at mange medier er opstået. Politiken har sit navn fra den første og vigtigste mærkesag, indførelsen af parlamentarisme og trykkefrihed. Da bladet åbnede i 1884 var der stadig censur, trods junigrundlovens forsikring om at en sådan var ophævet og ingensinde måtte genindføres. Den foregik derved at man sendte chefredaktør Viggo Hørup i fængsel hver gang man syntes Politiken havde været for nærgående. Man kan sige at man søgte at presse bladet til selvcensur ved at gøre det besværligt at trykke kritisk stof.

Det var dengang konflikterne stadig var overskuelige og udspillede sig i nationalstatsligt regi. Politiken klarede sagen ved at udnævne stråmandsredaktører som magten kunne fængsle, mens den for bladet så uundværlige Hørup kunne fortsætte sin kamp for trykkefrihed – dengang simpelthen retten til politik. Deraf kommer navnet, og bladets tætte forbindelse til ytringsfriheden.

Det har ganske meget at sige at konflikten dengang handlede om politik. Ved politik skal man forstå sådan noget som borgerens indflydelse på rigets styrelse gennem rigsdag – en institution som dengang var relativt ny. Politik var retten til at argumentere for sin sag og lade det gode argument vinde. Derfor var Politiken fra sin start en politisk avis, som gennem Hørup havde tætte bånd, først til Venstre og derefter til det Radikale Venstre. Bladet delte sin sag med de to partier, nemlig indførelsen af parlamentarismen.

I den sag var ytringsfriheden vigtig, fordi brugen af den gik imod dem der havde magten og i stort omfang kunne definere retten. Pressen var ikke blot vagthund, men en bidsk kamphund som gjorde sit bedste for at finde overmagtens svage sted og bide sig fast.

Den nuværende sag om ytringsfriheden har imidlertid vist hvor luftigt begrebet bliver når der ikke længere er noget konkret retsligt der står i modsætning dertil. JPs begrundelse for at benytte sig af ytringsfriheden til at trykke nogle karrikaturer, var at der i stigende grad udøves selvcensur, man er bange for at udtale sig kritisk om muslimer, at komikere ikke tør gør grin med profeten og at ingen turde illustrere Kåre Bluitgens bog om Muhammed. Hvad er fælles for alle disse bevæggrunde?

De udspiller sig i samfundet, og de er mere eller mindre upræcise. Man tør ikke, der er ikke nogen der vil…, selvcensur ses i stigende grad osv. Der er tale om tendenser over hele linien, og sådan må det være når man beskæftiger sig med samfundet. Samfundet beskrives via statistikker og tendenser. Det er noget helt andet end det politiske som kun eksisterer gennem argumenter fra konkrete aktører eller, som vi så det i tilfældet Politiken, ved at konkrete magtudøvere forhindrer argumenter i at lægges frem.

Jyllands-Posten forsvarer således ytringsfriheden i samfundet hvor Politiken (og den øvrige presse) oprindelig forsvarede den i kongeriget. Forskellen er slående, for samfundet er både langt mere diffust og langt bredere end det afgrænsede rige. Det, som bevirker selvcensur kan være en sag i Holland eller reaktionerne i Iran på en bog udkommet i England. Det er måske konkrete sager, men aldrig konkrete aktører. Man forventer ikke at de samme mennesker som angriber en islamkritiker i Holland, skal tage til Danmark, Frankrig eller Tyskland for at gentage aktionen der. Den samfundsmæssige selvcensur går ud fra at bestemte grupper i samfundet vil opføre sig ens hvad enten der er tale om det franske, det tyske eller det danske samfund. Denne tænkning i grupper er netop det samfundsmæssige.

Kort tilbage til det politiske. Hvis man har overværet en folketingsdebat vil man se at aktørerne, selv om de omtaler hinanden som hr. og fru. (dog ikke længere som ”det ærede medlem”) kan være ret skarpe i tonen. Det samme ser man når de debatterer med hinanden gennem medierne. Det kan være overraskende at de samme mennesker kan være de bedste venner eller i hvert fald omfatter hinanden med respekt. Tonen kan være så grov fordi folketingets medlemmer altid er sig selv, altid er navngivne individer. En ytring fremlagt i Folketinget har en klar afsender og bør aldrig give anledning til en diffus frygt.

I samfundet derimod, kan vi ikke være nær så skarpe, for vi taler altid til hele samfundet, til mange ukendte mennesker og vi kan aldrig være sikre på hvordan vores ytringer modtages. Samfundet har hele tiden været præget af denne usikkerhed, og derfor har man aldrig kunnet sige lige hvad man ville i samfundet. Samfundet er reguleret, ikke af love, men af normer, og dem overholder man oftest uden at stille spørgsmål ved om de indskrænker ens frihed. Frihed, derunder ytringsfrihed, er et politisk begreb, og det politiske er noget andet end samfundet, hvor man aldrig er fuldstændig fri. Globaliseringen er blot en udvidelse af dette vilkår. Vi har pludselig at gøre med samfundsgrupper – grupper i verdenssamfundet om man vil – hvis tænkemåde er uforståelig for os. Pressen kan ikke nøjes med at forholde sig til det politiske fællesskab i ét land og kæmpe for de politiske rettigheder som kan garanteres inden for den enkelte nationalstats grænser.

Politikens redaktør bliver ikke længere fængslet for at udgive sin avis, og det sker ej heller for nogen af de andre avisredaktører. Vi har ytringsfrihed i Danmark! Men vi lever ikke kun i staten Danmark, men også i det danske samfund og i verdenssamfundet. I ingen af delene har vi ubegrænset frihed til at sige hvad vi vil. Det har JP erfaret. De har holdt på deres ytringsfrihed, og erfaret at den ligger fast. De har ikke oplevet nogen retslige konsekvenser af tegningerne, og Statsministeren nægtede i starten at gå ind i sagen fordi den netop ikke vedrørte staten. Men den fik konsekvenser. Sagen blev en sag for verdenssamfundet. Mange grupper var oprørte og hysteriske og Jyllands-Posten er blevet presset til at sige undskyld. En undskyldning er ikke nogen juridisk manøvre, JPs ret til at bringe tegningerne anfægtes ikke af en undskyldning. Det er også noget vrøvl at afvise en undskyldning med argumentet om at man havde ret til at bringe tegningerne. JP har svært ved at finde en grimasse der kan passer her. De endte med den forvrøvlede udmelding at ”de undskylder ikke tegningerne, men at nogen har følt sig krænkede”. Sidst jeg hørte noget så vrøvlet var da Bamse, der (med vilje) havde trådt på Kyllings fod sagde ”det var ikke med vilje at du græder”. Man kan kun undskylde noget man har gjort. JP søgte at helgardere sig ved at indbygge det forbehold i deres undskyldning at de havde haft ret til at bringe tegningerne og at de derfor kun undskyldte fordi nogle havde følt sig krænkede.

Hvis det ikke var fordi så mange begreber flyver i luften og forvirrer alting, ville det være tydeligt hvor farceagtig sagen er blevet. JP, søger til stadighed at tale om ytringsfrihed og bevæger sig i en sfære af umistelige rettigheder, højt hævet over samfundets kiv, strid og snavs. Dernede er folk imidlertid gået fuldstændig amok, så det er en lidelse at åbne for en normal nyhedsudsendelse. Ind fra sidelinien kommer et meget underholdende billede af en franskmand med grisetryne og afslører at en del af grundlaget for at gå amok er falskneri. Men kreativt, ja… hvem sagde at islamister ikke har humor.

Må den tid komme hvor vi alle er klogere og kan se tilbage på denne konflikt og le. Helst muslimer og kristne sammen.