Kunsten at sige undskyld uden at fortryde

Det er ikke let at sige undskyld. Især ikke når man bliver presset til det. Jyllands Posten (JP) har nu i flere uger pukket på deres grundlovssikrede ret til at trykke hvad de vil. Det er for dem argument nok for at de ikke skylder nogen en undskyldning. Presset af omstændighederne valgte de for et par uger siden alligevel at komme med en slags undskyldning. De "undskyldte ikke tegningerne, men at nogen havde følt sig krænkede". Jeg har andetsteds argumenteret for hvor forvrøvlet denne formulering er. Det interessante er at de kunne have undgået den ved at beklage i stedet for at undskylde.

Men netop dette kaster et nyt lys over begrebet ’beklage’. At beklage er noget man gør når man vil sige at man har registreret folks utilfredshed, men ikke har tænkt sig at gøre noget ved den. Det bruges i stort omfang når man skal håndtere de små og store fjel og gnamler der opstår overalt i samfundet. Toget er forsinket, DSB beklager. Flødeskumskagerne er udsolgt, bageren beklager. Indslaget var ikke tekstet, Tv-Avisen beklager. Jens Rohde har viderebragt forkerte oplysninger fra et fortroligt møde, Jens Rohde beklager naturligvis dybt.

Nu beklager JP også, men de siger ikke "beklage" selvom det er det, de mener. De siger "undskylde" fordi de ved det er det verden forventer. Tilsyneladende er det JPs opfattelse at det hele handler om ordet undskyld, og ikke hvordan det siges. For nylig sendte de et brev med en pakistansk journalist til Pakistan, som ifølge Dags Dato "nævner ordet undskyld". Men heller ikke dette er en undskyldning for tegningerne, men for at folk har følt sig krænkede. Samme beklagelse som før. Det er bare ikke en beklagelse folk vil have, og først og fremmest passer den ikke til situationen.

Beklage, det kunne JP have gjort fra dag et uden at tabe ansigt. Men undskylde, kan de kun hvis de forholder sig til det de har gjort. Man kan kun undskylde noget man har gjort, eller rettere: man kan kun bede om undskyldning for noget man har gjort. Undskylde er det modparten gør når man selv har pådraget sig skyld.

Her ligger dilemmaet. JP nægter at have nogen som helst skyld. Men er skyld ikke andet og mere end et rent juridisk begreb? Bliver man ikke skyldig hver gang man foretager en handling? I en vis forstand jo. Derfor placerede Hannah Arendt også tilgivelse som en af de vigtiste egenskaber hos mennesker der gør at vi overhovedet er i stand til at handle. Handlen skaber behov for tilgivelse. Derfor er der ikke noget odiøst i at sige undskyld for noget man har gjort, og JP kunne sagtens gøre det med æren i behold.

Når de nu vælger ikke at gøre det, bør de være mere klare. Ikke noget med halve undskyldninger og tomme beklagelser. JP ligner efterhånden Thorkil Grossbøl en del. Man troede de var provokerende og nytænkende, men som tiden går og provokationen viser sig at være stærkere end man troede, falder man på halen og giver sig til at vrøvle for at tækkes både folkestemningen og egen selvfølelse. Det var det Grossbøl gjorde, og JP er på vej den samme vej.

Et godt råd fra mig til JP er: hold nu op med at tale om den ytringsfrihed! Den er ikke interessant. Vi har ytringsfrihed i Danmark. Rent juridisk kan man trykke hvad man vil. At nogen så bliver fornærmede er noget andet, som man så må forholde sig til. F.eks. ved at forklare disse hvorfor man har trykt tegningerne. Det hjælper ikke at sige: vi trykte dem fordi vi har ret til det. Goddag mand, økseskaft.

Egentlig har JP en udmærket sag. Tegningerne var ikke slemme. Egentlig provokerende var kun to af dem, og for den provokation kunne man da sagtens have sagt undskyld, men man kunne også argumentere klart for hvorfor de var nødvendige. At sige undskyld er ikke det samme som at sige at man fortryder det man har gjort, og som der kan være masser af gode argumenter for.