10:1

Jeg er øm i hele kroppen efter træning. Men det er dejligt. Jeg vil kun skrive kort, jeg glemte jo noget i min beskrivelse af Tankens Magt. Vel er det begrænset hvad jeg kan mene om den før jeg har læst den, men ét springer i øjnene: Af de 57 der har været med til at skrive værket er kun fem af dem kvinder. Det giver knap 9% kvinder eller én kvinde for hver ti mænd.

Hvad kan man mene om det, andet end at det er sgu for dårligt! Det trækker virkelig meget ned allerede inden læsningen er begyndt.

Ved et værk som dette er der to sider. Dels alle de fakta som værket er spækket med, dels den måde de udvælges og præsenteres på. Da dette ikke er den første indføring i idéhistorien Danmark har set, må der naturligt nok være en del opmærksomhed om netop måden det denne gang er gjort på. Værkets opbygning har jeg omtalt. Imidlertid kan også valget af forfattere have en vis betydning. Her har man altså valgt at være ultra-traditionalistisk valgt mænd til langt størsteparten af kapitlerne. Det er synd, der kunne man ellers for alvor have markeret sig med noget nyt.

Vestens mænd har tænkt

Jeg har selvfølgelig fået anskaffet mig det indbindingslækre værk "Tankens Magt - vestens idéhistorie". Det ser smukt og bordeauxrødt ud i reolen, og så er det faktisk et ret så interessant projekt. Det har jo ellers været anset for lidt suspekt og i hvert fald upraktisk hvis et filosofihistorisk værk havde for mange forfattere. hvis flere forfattere arbejder sammen, har de så det nødvendige overblik? mener de det samme når de bruger samme ord? Man har traditionelt set op til supermændene med det titaniske overblik, folk som Frederick Copleston, der kunne skrive en 9 binds filosofihistorie plus det løse. Eller Karsten Friis Johansenl, der favner hele Antikken i sin tykke, Karryfarvede bog herom. Og de er Herbert Spencer, Will Durant, Egon Friedell og jeg skal komme efter dig.

Og er der ikke allerede rigeligt? Så mange i hvert fald, at man mente sig berettiget til et provokerende nybrud.

En oplagt indvending mod et værk som dette er, at der ikke bliver plads til det store overblik i et værk, som har splittet den vestlige idéhistorie op i emner og tidsperioder, så der bliver 63 kapitler i alt. Hvert kapitel er skrevet af en specialist på feltet, så kvaliteten er sikret. Alligevel er jeg spændt på hvordan værket vil være at læse.

Det er sjovt nok ganske moderne, det man har gjort. Man har benyttet sig af moderne arbejdsdeling. Princippet, der revolutionerede vareproduktionen endnu før maskinerne gjorde det, var enkelt: en kompliceret proces splittes op i små enkle dele. Dermed kan den udføres af et antal ufaglærte, der blot skal have en kort instruktion. Jeg er fræk, når jeg sammenligner dette projekt med en flok ufaglærte der slår søm i et bræt. Pointen er, at man kan fremstille noget mere effektivt hvis man er mange om det, men at noget samtidig går tabt. Lad hele historien om arbejderes fremmedgørelse fra sit produkt ligge, hvad filosofihistorien angår, så bliver den specialiseret, men formodentlig knap så sammenhængende. Og specialisering, det er jo tidens løsen, så bogen her skal nok falde i god jord.

Jeg håber den også er lidt ægte idéhistorisk.

Alt om min bror

Undskyld overskriften, det er en parafrase over titlen på en film af Almodovár. Men min bror, Thomas, har også en blog. Se den lige her: www.ratio.dk. Bemærk at han så skamløst har hamstret domænet ratio.dk, blot for at fylde det med irrationelt gøgl. Men lad det ligge, og kig ind.

Og kig også ind på "the latest invention", domænet ijk.dk. Thomas påstår at "Alle der kender mig (dvs. ham, red.) ved at jeg taler om Pascal, mens andre sikkert ikke er så heldigt stillede." Blandt dem, som ikke er så heldigt stillede er f.eks. hans familie, men vi kender vel heller ikke hans pascal-side.

Jeg synes selv ijk minder mest om endelsen på et hollandsk navn.

hmmm...

Dage uden fitness er trælse. Nå ja, på et tidspunkt finder jeg vel noget andet at gå op i, men fitness er faktisk herligt som strukturerende projekt. Man står op, spiser morgenmad uden sukker, men med masser af kulhydrater. Jeg plejer at spise mandler, rosiner og tørrede abrikoser mixet med en masse havregryn. Det er mums, og faktisk lige så lækkert som alt det andet man fylder i hovedet om morgenen og betaler for i dyre domme selv om det er møgusundt. Nå, men så skal der lige gå to timer før det falder nogenlunde på plads. Og så kan man træne. Efter træningen lidt hurtige proteiner i en shake, en banan, og så kan man begynde at tænke på næste måltid. som igen skal indeholde en del proteiner, men også alt muligt andet. Det tager tid at købe, og sådan kan man bruge sin tid effektivt og meningsfyldt.

Min sjæl hvad vil du mer.

Nå hvad, lidt sjov skal der også være plads til. Ole har fundet en tysk film som instruerer i hvad man ikke må gøre når man kører gaffeltruck. Staplerfahrer Klaus, hedder den. Hvis jeg kommer tilbage til Lindberg skal jeg så afgjort låne Oles mini-dvd og vise den til Klaus. Andre kan se den her: http://www.youtube.com/watch?v=yssTZad3nKo

Sunes ven Morten havde læst at de nu vil til at dømme Guantanamo-fangerne, men har tænkt sig at fortsætte traditionen med alternative hhv. ikke-eksisterende retsprincipper. Så nu skal løse rygter til at gælde for beviser. Sygt. Helt igennem skammeligt.

Nå, jeg vil vende mig mod min tomat-løg-gulerodssovs og min laks...

Min genfødsel

I forlængelse af min fitness-mani har jeg skaffet mig endnu en kæphest, jeg vil prøve at leve så sundt som muligt. Der er indtil videre kun tale om at jeg går meget op i mad og dens bestanddele, mindre om at jeg faktisk føler mig bedre tilpas. Men det er sjovt, og jeg har opdaget et par fordele:

Den tid jeg før brugte på at finde lækre ting at guffe i mig om aftenen kan jeg nu bruge på at finde lækre sunde ting. Udvælgelseskriteriet for de usunde ting var primært prisen, mens jeg nu kan gå efter varen selv. Det betyder faktisk en langt større nærhed til det jeg køber, mindre fremmedgørelse om man vil. Når man køber slik er man spundet ind i et net af økonomiske hensyn: 1. slik er en luksus, og bør som sådan ikke nydes i overmål. 2. slik koster penge, og man bør ikke bruge for mange penge på luksus. 3. slik er dog nødvendig for at man ikke keder sig.

Økonomi er pr. definition kedeligt, men nødvendigt. Det kan være nogen synes det er sjovt at købe slik, jeg har altid ment det var enormt trættende og tidskrævende. Og når man dertil lægger at slik jo er noget man spiser for ikke at kede smagsløgene, så bliver det hele noget krampagtigt.

Jeg har opdaget at efter jeg begyndte at gå op i den mad jeg spiser, så har jeg simpelthen tabt impulsen til at købe slik. Det falder mig ikke ind længere. Forklaringen er jf. ovenstående analyse, at slikspisen er et resultat af en kedsomhed, som kan afhjælpes på anden vis - f.eks. ved at gå op i mad.

Og det er sjovt. I sidste uge lærte jeg af Villum hvordan man laver en fortrinlig kylling med kikærter og en krydret sovs. Den smager pragtfuldt, og jeg har nu været rundt i diverse grønthandlere og støvet det hele op. Kikærterne gav i øvrigt stof til en sproglig overvejelse. Jeg kopierer det indlæg jeg skrev i dk.kultur.sprog:

"Medens en grydefyld Kylling med kikærter koger sig lækker, har jeg funderet lidt over navnet på disse ærter. Det slog mig at kikærter på både tysk, engelsk og dansk hedder ting der frister til folkeetymologier, nemlig 'Kichererbsen' (fniseærter), 'Chick peas' (kyllingeærter) og 'kikærter' (kikke-ærter).

Lidt research viste at navnet kommer af latin 'cicer arietinum'. Både Kicher-, kik, og chick- er altså blot en udvikling af det latinske ord for 'ært' og betyder ikke noget i sig selv (dog kan Kicher betyde 'ært' på nordtysk).

Vi siger altså alle noget i retning af 'ærtært'. Men det er da lidt sjovt at ordene på alle sprog har antaget så misforståelige former."

Ja, det er sjovt. Der er ikke noget, der ikke kan gøres til en diskussion om sprog. Men kikærterne smager også godt i sig selv.

Januar er træls, men jeg er fit

En god anledning til at begynde at skrive i bloggen igen. Ikke fordi der ikke sker noget, i øvrigt. Jeg har lagt både det ene og det andet om. I mit liv. Nu skal det ikke lyde som et forkølet nytårsforsæt, så jeg vil ile med at tilføje at min vækkelse antrådte allerede i starten af december. Et ord: FITNESS!

Mette, som altid er god for en entusiastisk plan, der skal ændre resten af vores liv, ramte plet her. Hun tog mig i kraven og hev mig med i Fitness dk, viste mig både cafémiljøet og kaffeautomaten, crosstrainerne og fjernsynene. tilbage til dem senere. Man forstår at jeg stadig var skeptisk, fitness-centre er dyre, og binder én for en evighed hvis prisen skal være blot nogenlunde overkommelig. Og selv har jeg været støttemedlem i S.A.T.S sidste år. Det korte af det lange er, at jeg alligevel smed alle økonomiske hensyn over bord og meldte mig ind for et år.

Og her er det vi kommer til crosstrainerne. Enhver træning starter som bekendt med opvarmning. Crosstrainerne er herlige, de varmer hele kroppen op og man kan SE TV. På denne måde fik jeg set mit første TV2 NEWS. Ikke fordi TV er blevet bedre siden jeg droppede det, men det er fint nok mens man laver noget nyttigt, f.eks. varmer op. Opvarmningen kan også bruges til wellness, har jeg opdaget. En dag i legetøjslageret, så er der ikke noget bedre end 15 min. på CT og udstrækning bagefter. Så er man så dejligt mat, og der er ikke noget der sidder og spænder eller gør ondt nogen steder.

Kort sagt. Jeg er helt vild med det. Dertil laver jeg en masse styrketræning. Det har jeg tidligere ment var en anelse proletarisk, det med at gå op i hvordan man ser ud. Men hva, man behøver vel ikke ligne en karklud bare fordi man går op i at tænke.

Jeg vil ud til min kylling med kikærter, som er i kog. Mere om den senere.