Ved profetens skæg (fred være med det)!

Så er der krise igen!

Jo, indrømmet, jeg er først for alvor begyndt at interessere mig for den nye Muhammed-krise efter at den ramte Radikal Ungdom. Nu er den levende, der er dannet poler, modsætninger skriger til himlen, alle mulige ægte følelser er i omløb. Lad mig forklare.

Da DFU lavede deres tegninger var det ikke så meget andet end hvad man kunne forvente. Ingen grund til undren, sådan ved vi jo at DFU er, og de har da lavet grimmere ting før. Den store forargelse havde derfor noget automat-politisk over sig, her var et klokkeklart eksempel på at DFU er racister og idioter, men det var jo blot et eksempel på noget vi mente i forvejen.

Den fælles front var en dum idé. Den havde allerede i sit udgangspunkt lighed med den fælles europæiske front imod Jörg Haider i Østrig. Den truede allerede i sit udgangspunkt med at blive en pinlig sag. Derfor var det egentlig bare forløsningen der kom, da det pludselig blev skreget ud at "Unge radikale tegner også Muhammed."

Forløsningen ligger deri at vi nu kan diskutere sagen i stedet for bare at fordømme. I Radikal Ungdom diskuteres sagen livligt, og alle slags buh-råbere har samlet sig på sidelinien. Modsat alle dem, som pr. automatik forarges over DFU, er der en vis spænding i den forargelse eller skadefryd der rammer RU.

Man kan se spændingen inden for de radikale rækker selv. Man kan se den på at alle de 'voksne' radikale, hvoraf ingen af dem ved noget om sagen, entydigt har fordømt tegningerne. Det er ikke bare håndvask, det er den helt store partivask de har rullet frem. For Det Radikale Venstre er jo blandt andet partiet som behandler minoriteter pænt, og som behandler religioner med respekt.

Imidlertid er det Radikale Venstre så meget andet, bla. huser det en stor del akademikere udstyret med en god del vid. Dertil kommer at det Radikale Venstre er tilhænger af en vidtgående ytringsfrihed. At vi ikke skal pukke på denne frihed, men diskutere den og tematisere den, er hvad vi har lært af den første krise. Og det var, så vidt jeg har hørt, netop hvad man gjorde hin aften ved f.eks. at tegne en stol og sige: "det må man godt", for derefter at skrive 'Muhammed' under og sige: "nu må man ikke".

Fulde eller ej, medlemmer eller ej, jeg synes den leg var fuldt i tråd med alt jeg forstår som radikalt, fordi den tematiserer lige præcis den usynlige linie der går mellem hvad man må tegne/ytre og hvad man ikke må. I en af de første artikler efter den første krises udbrud skrev Martin Krasnik i Weekendavisen et langt forsvar for ytingsfriheden. I artiklen havde han også tegnet en stor smiley. Helt neutral, bare et glad ansigt på ca 3x3 cm. Under det skrev han så: Det er muhammed. Hermed var smileyen blevet politisk sprængfarlig?

Jeg synes det er beskæmmende at se hvordan så mange radikale MF'ere har ignoreret dette spørgsmål helt og holdent, blot for at rense deres parti. På det punkt har DF og DFU faktisk optrådt meget mere modigt. DFU har stået fast på deres ret til at gøre hvad de har gjort, og ikke undskyldt noget.

Hvorfor skulle RU ikke stå fast på dette her? Det er ikke anstændigheden der er på spil, denne gang er det faktisk den, ytringsfriheden. Nu viser det sig at læren af Muhammed-Krisen rent faktisk var, at hvor som helst muhammed bliver tegnet, skal det fordømmes.

Den første Muhammed-Krise rejste en masse spændende debatter og satte gang i rigtig meget. Nu synes denne krise at slå én enkelt konklusion fast.

Det er en stor skam.

Når nyheder forvirrer

Det er en journalistisk skik at begynde en artikel med det vigtigste, for først efterfølgende at samle baggrund og dokumentation op. Den skik stammer fra den tid hvor nyheder blev sendt med telegrafen, som ikke var overmåde stabil. Hvis forbindelsen røg midt i afsendelsen skulle det vigtigste helst være sendt.

Denne metode var dikteret af nødvendighederne, af faren for at selve nyheden måske ikke ville nå frem. Men den nødvendige forholdsregel er nu blevet til en genre, som opretholdes af ren vane. Læser man en længere avisartikel vil det måske falde den skarpsindige læser ind at stoffet kunne være ordnet anderledes. De kortere artikler om politisk fnidder og sådant, bliver helt uforståelige.

Politiken leverer et eksempel i dag. Overskriften er "Løkke får undskyldning af DR – SF undrer sig." Denne overskrift siger ikke ret meget om hvad der virkelig er sket, men sagen taget i betragtning er den vel dækkende nok for en overskrift.

Derefter følger en brødtekst hvor det slås fast at Venstrefløjen kritiserer Lars Løkke for at kritisere DRs dækning af kommunernes slåskamp med regeringen. Og så følger artiklens tekst:

"Ekstra Bladet skriver, at DR har undskyldt dækningen af velfærdsdemonstrationerne, efter at Lars Løkke Rasmussen havde klaget til stationens øverste ledelse."

Nu er læseren så interesseret i hvad det egentlig er Lars Løkke har klaget over. Man kan ikke for alvor forholde sig til nyheden uden at vide hvad det egentlig er, Løkke har skrevet. Men eftersom vi taler om netnyheder, som opdateres løbende, hører en sådan oplysning, hvor vigtig den end måtte være, ikke til nyheden selv, den er baggrund, og altså skubbet bagud i artiklen. Det nye som også overskriften antyder, er at SF nu klager over Løkkes klage, og derfor får vi efter den minimale indledning et langt surt opstød fra Villy Søvndal. Efterfølgende slår Enhedslistens repræsentant fast at det er "som i Rusland" når Løkke vil påvirke nyhedsdækningen.

Vi nyankomne ved stadig ikke hvad Lars Løkke har kritiseret DR for. Det fremstår som en rendyrket fnidder-fnadder-sag, hvor pressen som vant, interesserer sig mere for politikernes holdninger til hinanden end deres holdninger til en given sag. Den læser der virkelig er interesseret i sagen er på dette punkt meget frustreret.

Jeg er i hvert fald, for jeg synes emnet er vigtigt. Jeg finder det interessant hvordan begrebet om Public Service og det at vi har en statslig tvstation kan muliggøre at man i ramme alvor diskuterer en tvstations dækning politisk. Det er ikke det, at Lars Løkke har en mening om DRs dækning der er sært, men det at han mener at kunne forlange noget bestemt.

Artiklen handler imidlertid overhovedet ikke om dette, men kun om hvordan politikerne råber ad hinanden. Sidst får artiklen den vigtige baggrundsinformation med, men på en sært minimalistisk måde der levner meget lidt plads til selve problemet og meget plads til diskussionen derom. Løkke erklærer at han er "træt af DRs kampagnejournalistik", et unødvendigt citat som kun har den funktion at udskyde sagen endnu mere. Så følger en kort redegørelse: i en udgangsreplik efter et indslag om kommunernes økonomi har TV-Avisen slået fast at København er blandt de kommuner der har en god økonomi.

Var det det, hele artiklen handlede om? Tja, næste – lange – afsnit handler om hvordan Libeth Knudsen har indrømmet at ”der er noget at komme efter” og at hun vil påtale det overfor rette vedkommende. Hvad er der at komme efter? Jeg ved end ikke rigtig hvad klagen gik på. Mener Lars Løkke at København ikke har en god økonomi? Mener han at DR fører en kampagne for at få København til at se økonomisk stærk ud?

Herefter slår artiklen fast at "…allerede den 12. september tog Lars Løkke Rasmussen kontakt til DR efter et indslag i TV-avisen, hvor studieværten fortæller seerne, at mange kommuner i de kommende år tilsammen skal spare mange milliarder. Det passer ikke, mener Lars Løkke Rasmussen."

Nå! Og hvad så? Hvad passer så, efter Lars Løkkes vurdering? Igen handler artiklen kun om Lars Løkkes umiddelbare meninger, og giver ingen form for baggrund. Anden end en mystificerende kommentar fra Lisbeth Knudsen om at hun aldrig har hørt om den henvendelse. Fnidder, fnidder og ingen fakta er resultatet. Den læser, der ønsker at vide noget om sagen, sidder frustreret tilbage.

Det er den ovennævnte nyhedsgenre når den er værst, dvs. når formen slører indholdet eller forhindrer at man overhovedet kan bringe noget indhold. Tilbage bliver kun en bid af al den selvhøjtidelige, men i bund og grund ligegyldige, personfikserede knævren, som desværre foregår på på Christiansborg i stor stil.

For lidt baggrund, til denne artikel, se her

DSBfrisk

Jeg havde engang en ven hvis kaffemaskine kunne bruges som timeglas. Vi satte vand over til kaffe, gik en lang, lang tur og en time efter var kaffen færdig. I tilbageblik burde vi nok have prøvet at afkalke maskinen, men dengang tog vi det blot for en særhed af den slags kaffemaskiner har så mange.

Det er hen ved ti år siden nu, men jeg sloges nyligen af den tanke at den kaffe der kommer ud af en sådan bryggeproces er temmelig unik. Både friskbrygget og en time gammel. Det gør jo naturligvis at ordet ’friskbrygget’ skal tages med både sukker og fløde, men ikke desto mindre findes der ét sted i landet hvor kaffen er akkurat lige så friskbrygget som hin kaffemaskines dengang; DSB.

De fleste kan togstewardessens smøre udenad og vil vide, at hun altid tilbyder "frisklavet kaffe og te". En kvalitetsbevidst læser af Ud&Se spurgte en gang hvad man laver kaffe af, når man ikke må drikke vandet i hanerne. Det beroligende svar var, at kaffen oftest laves før første afgang, og kun i særtilfælde af det udrikkelige vand - som så gøres drikkeligt ved en opvarmning til 93 grader.

Lad os nu holde fokus på det sproglige: Først og fremmest fremgår det af DSBs beroligende svar, at den kaffe som togstewardessen kalder "frisklavet" er frisk lige nøjagtig når toget ruller ud fra første station, f.eks. Københavns Hovedbanegård. Køber man en kop kaffe lige efter ankomst får man altså hvad man betaler sine 16,50 for; en frisk kop kaffe. Jeg skal ikke kunne sige hvordan den smager, men en kaffenydende bekendt af mig har prøvet den, og hævder at den kan drikkes, ja at den endda smager næsten som en kop almindelig køkkenkaffe. Så langt, så godt (!) Hvad hvis nu min bekendte var stået på toget i Horsens. Så havde kaffen stadig været "frisklavet" efter DSBs standarder, thi togstewardessen siger det samme hver gang. Det havde blot ikke ændret på at kaffen havde været 2½ time gammel, så’n i normal mennesketid. Frisk? Ja ifølge DSB!

Lad os så antage at toget havde været fyldt af kaffetørstige og relativt ukritiske rejsende, som havde drukket al den for-bryggede kaffe op. Så ville togstewardessen være nødt til at brygge nyt kaffe – fra togets vandtanke, hvis vand ikke må drikkes. Med en opvarmning til over 93 grader sikrer man at vandet ikke er direkte skadeligt, og det kommer jo alligevel til at smage af kaffe, så hvordan vandet i sig selv smager, det gør vel ingen forskel…

Kære læser, det er ment som en beroligelse: der er ikke noget at være bange for, DSBs kaffe til 16,50 gør dig ikke syg, så betal roligt 16,50 for den. Du vil næsten ikke kunne smage at den er brygget af lunkent reservevand, som egentlig ikke må drikkes.

Fokus nu. Jeg vil slet ikke snakke om den horrible disrespekt DSB viser over for kaffen, jeg vil slet ikke rive dem i næsen at deres organ, Ud&Se i månedsvis har haft en udmærket serie om kaffen opsamlet og udgivet i bogen "Til bords med verdenslitteraturen", alt imens man i togene serverer noget udrikkeligt sjask til en helt igennem uanstændig pris, det vil jeg overhovedet ikke komme ind på. Mit ærinde er rent sprogligt. For er det ikke interessant at den kaffe som er friskbrygget i København stadig er det i Horsens? At kaffens friskbryggethed tilsyneladende ikke har noget at gøre med hvornår den er brygget! Man fristes til at foreslå indførslen af betegnelsen dsbfrisk, som betegnelse for kaffe brygget inden for de sidste 3-4 timer.

Hvad angår reservevandtankskaffen så kan den meget vel være frisk brygget, men det er på vand, der har stået og skvulpet lunkent i en reservetank; som altså er alt andet end frisk. Dsbfrisk, kan altså også betegne kaffe brygget på dårligt vand.

Jeg fristes til også at foreslå indførslen af ordet dsbpris, betegnende en horribel overpris for en kaffe der i bedste fald smager acceptabelt og for det meste dårligt og hvis kvalitet kun lige er høj nok til at man ikke bliver syg af den. Men det ville være et sidespor.